Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 29. juli
Ribe er ved at blive en grøn by. Men desværre ikke på den positive måde.
Sagen er, at ukrudtet breder sig mange steder i byen. Både på de kommunale arealer og på de arealer, hvor det er private, der har pligten til at holde den grønne vækst nede.
Ryk Ind Ribe har fået flere henvendelser fra borgere, der mener at ukrudtet har for gode vilkår i byen. Og en spadseretur rundt i den indre by afslører, at der er noget – for ikke at sige meget – om snakken. Adskillige steder står ukrudtet frodigt, og selv flere steder på de brostensbelagte gader danner der sig et grønt skær, fordi ukrudtet tager overhånd. På samme tur kan det konstateres, at kommunen ikke er den flittigste med hæksaksen.
Et gammelt ord siger, at den, der klipper hæk før Sct. Hans kommer til at klippe den to gange, men det må konstateres, at kommunen flere steder endnu ikke har været ude med hæksaksen – og vi er trods alt et godt stykke på den anden side Sct. Hans.
Ret skal være ret, og turen rundt i byen viste også, at de kommunale blomsterkummer står virkelig flotte og pynter i bybilledet. Men det ændrer ikke ved det faktum, at bekæmpelsen af ukrudt lader meget tilbage at ønske.












































































