Tekst Hasse Jørgensen, foto Vadehavscentret. Torsdag den 25. okt.
Det er både en kunst og håndværk at kunne brygge en god øl, og derfor er det helt naturligt, at Ølsnedkeren også er med, når der er kunsthåndværksudstilling på Vadehavscentret på søndag den 28. oktober.
Det er den tidligere Ribe-dreng, Simon Toft Hansen, der kommer med prøver på sine øl, der normalt serveres i Griffenfeldsgade i København, hvor Ølsnedkeren har til huse i form af en bar og et minibryggeri.
Simon Toft Hansen brugte det meste af år 2012 på at indrette stedet og brygge øl, og der lanceres jævnligt nye øl i den hyggelige bar, hvor tingene er baseret på genbrug.
Sammen med Simon Toft Hansen er der ikke færre end 16 kunsthåndværkere, der viser, hvad de arbejder med og har fremstillet over to etager i Vadehavscentret, der i sig selv er et besøg værd.
Det er Bettina Holmquist, Vester Vedsted, der står bag arrangementet, der åbner søndag formiddag klokken 10.










































































