Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 10. maj

Menighedsrådet ved Ribe Domkirke har modtaget en storslået arv fra historikeren Kirsten Weber, Frederiksberg. Arven udgør omkring 5,1 millioner kroner. Efter sikring af hovedstolen er det Kirsten Webers vilje, at afkast og renter skal bruges til vedligehold af domkirkens bygninger og restaurering af domkirkens historiske inventar, herunder gravminder og epitafie-malerier. Det stilles som en ufravigelig betingelse i testamentet. Arven er nu af Danske Forvaltning anbragt i danske aktier og obligationer efter menighedsrådets beslutning.

Oplysningerne om den storslåede arv gives i det netop udkomne nummer af domkirkens menighedsblad for april og juli.

Kirsten Weber var historiker, og hendes mor stammede fra Egebæk Kro, hvor Kirsten Weber tilbragte alle sine ferier i barndommen. Kirsten Weber blev født 13. oktober 1921 og døde 9. oktober 2019.

I kirkebladet fortælles historien om Kirsten Weber, der i øvrigt gav flere donationer til det lokalhistoriske arkiv. Overfor Egebæk Kro boede Meta Hvass, og de to piger blev rigtig gode veninder, og donationerne til det lokalhistoriske arkiv blev givet gennem Meta Hvass.

I kirkebladet skriver menighedsrådets formand, Tage Rosenstand, at menighedsrådet er beæret og taknemmelig over den flotte arv.

– Med denne generøsitet har giveren været med til at sikre den værdifulde bygning og inventar.

Det seneste nummer af kirkebladet er forsinket en smule grundet usikkerheden omkring corona-krisen og dens følger, men bladet rummer en række spændende artikler. Foruden artiklen om arven også en oversigt over de kommende måneders mange aktiviteter, nye planer for Ribes gamle kirkegård, kirkens helt særlige egetræsbænke m.m.

Trods corona-udfordringerne kan man læse om især to store begivenheder i efteråret. Den efterhånden traditionelle, men konstant dynamiske Langgaard-festival i begyndelse af september og det udsatte Folkemøde, “Grænsen”, der planlægges afviklet i dagene fra torsdag 14. til søndag 17. oktober. Folkemødet afvikles i en reduceret version, som p.t. “kun” omfatter ca. 70 arrangementer! Desuden fortsætter serien om Domkirkens inventar med Richard Kværnøs spændende artikler om Domkirkens egetræsbænke fra 1904. Alle har de en særlig historie bl.a. med fornemme udskæringer af både restaureringsarkitekten H.C. Amberg og senere den legendariske lokale snedkermester, Hans Dau.

Kirkebladet omdeles til alle husstande i Domsognet, men alle er velkomne til at hente et eksemplar i Domkirkens kiosk eller se det på Domkirkens hjemmeside (menu: Ribe Domsogn).

Link til kirkebladet: https://www.ribe-domkirke.dk//ribe-domsogn/kirkeblad/