Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, fredag den 3. juli 2026
Ribe Domsogn skal have en ny organist. Efter otte måneder i stillingen har Torben Krebs valgt at sige op per 1. september. Han stopper efter aftale med menighedsrådet dog allerede den 10. august for at afvikle ferie.
Torben Krebs, der bor i Odense, fortæller, at årsagen til at han stopper er, at han ikke kan få livet som pendler til at fungere.
– Det med at være flere steder og alligevel ikke være nogen steder, kan jeg ikke få til at fungere.
– Jeg har et øvelokale og et studie hjemme med et orgel, så jeg kan arbejde hjemmefra, men når jeg sidder hjemme, føler jeg, at jeg burde være i Ribe og omvendt.
– Jeg vil også gerne være en del af det sociale liv i Ribe og lære byen rigtigt at kende, men det er svært, når man bor et andet sted.
– Så det er ikke fordi du er ked af kirken eller stillingen?
– Nej bestemt ikke. Jeg har fået en fantastisk modtagelse af nogle dejlige mennesker, og jeg synes også selv, jeg har fået en god start som domorganist.
– Hvad skal du så nu?
– Jeg har søgt og fået en stilling som ledende organist ved tre kirker ved Middelfart. Det er også et spændende job, hvor man gerne vil mange ting. Desuden skal jeg være mentor for en ung ukrainsk pige, der netop er kommet til Danmark. Hun er uddannet pianist i hjemlandet og ansat som assisterende organist. Hende skal jeg sætte ind i de danske traditioner, og så bliver der også noget med sproget, fortæller Torben Krebs.
Formand for domsognets menighedsråd, Kathrine Lund Jørgensen fortæller, at Birgitte Ebert, som Torben Krebs afløste som domorganist, bliver konstitueret domorganist og har sagt ja til at vende tilbage for en periode.
– Vi står i den mærkelige situation, at vi skal slå en stilling op, som vi ikke har en arbejdsplads til, når domkirken lukkes på grund af restaureringen. Derfor har vi fået lov til at konstituere Birgitte Ebert i stillingen indtil videre, fortæller formanden.








































































