Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 19. april 2024

Ribe Classic og Tulipanfesten har indgået et samarbejde og kan i 2024 præsentere Ribe Classic under Tulipanfesten.

– Det er med stor glæde, at vi har indgået et samarbejde med Ribe Classic, og vi glæder os til en masse fede veteranbiler, knallerter mv. lørdag i Tulipanfesten, udtaler Preben Fog Svendsen fra Tulipankomiteen.

Hele arrangement løber af stablen lørdag den 18. maj med start kl. 10.00. Bilerne vil stå på hovedengen (bag teltet og tivoli) helt ind til hen på eftermiddagen. Kl. 12.00 er der opstillet ekstra scene og bar, hvor JC Hawkins and his model-A playboys spiller op til dans. Der er frit for  alle at komme og kigge samt at besøge baren.

Derudover kan Tulipanfesten igen i år byde velkommen til Skycopter som besøger Tulipanfesten og tilbyder flyvninger hen over by og land. Skycopter vil være at finde søndag den 19. Maj samt mandag den 20. Maj. Begge dage fra 10.00-18.00.

Håber på tørvejr

Som tingene er lige nu, er Hovedengen meget våd og tung på grund af de store mængder nedbør, der er faldet i vinterens og det tidlige forårs løb kombineret med kraftig blæst, der har betydet, at vandet ikke har kunnet lukkes ud i havet fra åsystemet.

Tulipanfestkomiteen håber stadig på, at Tulipanfesten kan afvikles på Hovedengen.

– Vi krydser fingrer og venter det bedste. Vi kan kun håbe på tørvejr og vind, så Hovedengen kan tørre. Nu venter vi lige otte til 14 dage og ser, hvordan situationen så er, siger Preben Svendsen.

Har i en plan B?

– Nej, for hvis vi ikke skal være på Hovedengen, hvor skal vi så være? Alle andre græsarealer er jo lige så våde og tunge som Hovedengen.