Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 18. april

Det flotte solskinsvejr og den sene påske har tilsammen gjort campinglivet meget attraktivt, og mange har valgt at lægge vejen forbi Ribe.

– For første gang i vores historie er vi så tæt på at melde udsolgt, som vi overhovedet kan være, fortæller Anna Schested Hansen fra Ribe Camping.

Hun fortæller videre, at man på campingpladsen har valgt at lægge påskeprogrammet anderledes end tidligere. Der holdes således en påskefrokost på lørdag med sild og smørrebrød ad libitum fra Restaurant Kammerslusen.

Eftermiddagen krydres med musik fra lokalt band ”Perfect Match” samt bugtaler Peter Nørgaard fra Danmark har talent, der kommer og underholder.

Allerede fredag formiddag er der premiere på pladsens samarbejde med Ribe Tours og Events, der byder på en guidet tur til Galgebakken, hvor voksne kan købe billet for kun kr. 40,-. Kl. 13 er der kreativt værksted med påskekreationer, og mon ikke der kan blive mulighed for at få stillet den søde tand.

Søndag afrundes påsken med et Påskeløb, men forinden det fortsættes der lørdag formiddag kl. 10-12 med ”Bondens Kurv”, hvor de fleste af deltagerne i konceptet kommer med deres egne produkter.

Allerede den 18. maj klokken 20 går det løs igen med en koncert med Anthony John Clarke, der spiller irsk folkemusik – arrangementet er gratis og der er åbent for alle.

En tur på pladsen

Denne Skærtorsdag var vejret også for alvor med campisterne, og når man gik en tur på pladsen, var det lige gyldigt, hvor man kiggede hen: alle hyggede sig og nød det gode vejr.

Amalie, Alberte, Laura og Carl Emil nød solskinnet ved indgangen med hver deres is i hånden, og i et fælleslokale samme sted, var et selskab i fuld gang med at indtage aftensmaden. Undertegnede kan skrive under på, at frikadellerne var gode.

Nogle valgte at spise inden døre. Til højre er det Henrik og Gitte fra Glyngøre samt Dorthe, der “kun” har været fastligger i 11 år.

Her sad Gitte og Henrik fra Glyngøre, som har været fastliggere i 20 år, mens Dorthe kun har været med i 11 år. Alle er enige om, at Ribe Camping lige netop er stedet.

Familien fra Esbjerg nød aftensmaden i solskinnet.

Inde på pladsen sidder Per med sønnen Kenneth og svigerdatteren Pernille samt barnebarnet Valdemar og hygger sig med aftensmaden i det gode vejr, mens farmor var travlt beskæftiget med det andet barnebarn.

Per er brolægger og har ofte arbejdet i Ribe. Familien bor i Esbjerg, og de er fastliggere i foråret, fordi afstanden til Ribe er bekvem. Når Sct. Hans kommer, rykker de med campingvognen ud i Europa og gerne til Frankrig.

Her var der rigtig hygge i solen.

Og et andet sted har et større selskab spærret kørevejen med klapstole for at nyde solen og hinandens selskab. Her er der hygge og godt humør på højt plan, og – som det bliver sagt – det er med at nyde det gode vejr, når det er her.