Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, onsdag den 28. maj 2025
Der er gennem de seneste år sket store ændringer på Ribe Camping, og den netop overståede vinter har medført endnu flere ændringer.
Ti nye hotelhytter er bygget på pladsen, og den tidligere receptionsbygning til højre for indkørslen er bygget helt om, så den i dag rummer en stor sal med plads til 80 personer. Og så kan den deles, så der bliver plads til 40 i hver. Desuden kommer der et legerum til børnene i samme bygning.
Ved siden af bygningen indrettes der en plads, der kan bruges til musik og anden form for underholdning, hvor campisterne kan slå sig ned og nyde underholdningen.
Den nye bygning kan bruges af campisterne til større eller mindre fester, ligesom de mange lejrskoler, der kommer på pladsen, nyder godt af et fælles lokale.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Anne foran den nye selskabsbygning med legerum til børnene.
De ti nye hotelhytter imødekommer en efterspørgsel fra gæster på pladsen, fortæller Anne Schested Hansen, der sammen med sin mand, Jonas Grønbech Sørensen, driver pladsen.
– Vi har manglet nogle hytter til to personer, hvor der er god plads. Hytterne er på 34 kvadratmeter med stor dobbeltseng i soveafdelingen, stort toilet og bad samt stort opholdsareal, og syv af dem er desuden forsynet med en stor terrasse med jacusi og udendørs bruser, fortæller Anne Schested Hanen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De nye hytter er med god plads, meget luft og luksus
Hytterne er opført af CM Byg i Ribe, og de blev, som lovet, færdig til Kr. Himmelfartsdag i morgen torsdag, hvor hytterne er lejet ud.
Og der er tale om, at der er gjort virkeligt meget ud f hytterne både ude og inde. Inde er der masser af luft og plads, og som et ekstra kuriosum, er alle hytterne inden døre forsynet med motiver og historie fra det gamle Ribe.
Som nævnt er der sket meget på pladsen i de senere år, men nu er det også slut. Til vinter skal vi blot holde ved lige og slappe af.
– Vil du love det?
– Nej, for når man kommer på den anden side besværet, glemmer man det, lyder det med et stort smil fra Anne.

Der gøres meget ud af hyggen