Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. april 2021

”De higer og søger, I gamle bøger”.  Oehlenschlägers indledning på digtet om ”Guldhornene” – skrevet på versemål som de gamle islandske skjaldevers – kunne sagtens stå som overskrift på den intense arbejdsmoral hos de besøgende og ansatte ved Ribe Byhistorisk Arkiv, da RYK IND RIBE var på besøg.

Alle materialer gennemgås og registreres / dateres – her en hestevogn i Dagmarsgade, inden der blev bygget ved siden af Chr. Kastrup

– Kan I finde et forlig fra 1255

– Mon du kan hjælpe mig med specifik viden om Kammerslusen og opførelsen af diget, spørger en af dagens besøgende, der søger noget specifik kildemateriale, mens en anden søger historiske oplysninger i perioden 1610-1679. Og i samme ombæring spørges der om data vedr. flodemål for driften af møllerne ved Mølledammens overgang til Ribe Vesterå – vistnok et forlig mellem kongen og biskoppen tilbage fra 1255.

Materialer er fundet frem og studeres omhyggeligt

Tre frivillige hjælper til

Leder Mette Guldberg, der har været ansat i godt 1½ år, har travlt – men hun får hjælp af tre frivillige Karen Margrethe, Henning og Birgit. Og der er nok at se til, da mange materialer skal ordnes og registreres.

Kombinationsstilling

Ribe Byhistoriske Arkiv er åben for besøgende den første tirsdag i måneden i tidsrummet 12-16. Mette Guldberg har 11,5 time pr. uge til at løse opgaven – en opgave, der indtil 2020 havde 18 timer pr uge. – Jeg er ansat i en kombinationsstilling på 29,5 timer om ugen, forklarer Mette, der samtidig er konsulent for omkring 60 lokalhistoriske arkiver inden for Sydvestjyske Arkiver.

Kender Ribes DNA

Når Mette Guldberg taler med besøgende eller servicerer via telefonen, så sker det med et stort og præcist kendskab til Ribes DNA – og man skal faktisk være kender for at ”afsløre”, at hun ikke er ripenser / Ribeborger, men pendler mellem Esbjerg og Ribe Byhistoriske Arkiv, som ligger i ”stueplan” i SeminarieHuset med adgang fra Ribe Bibliotek.

Mette Guldberg elsker sit job – og ser her på RYK IND RIBEs artikel om Kulhuset

Mette Guldberg har i flere omgange haft større arbejdsopgaver i Ribe-området – og var således i 1986 ansat ved Antikvarisk Samling, hvor hun udarbejdede en rapport baseret på undersøgelser af handelen i byen. Senere har hun stået for at et forskningsprojekt i Vadehavet.

Arrangerer byvandringer for tilflyttere

Men ikke mindst: Sammen med sit personale har hun arbejdet på de byvandringer, som hvert år tilbydes tilflyttere til byen. – Det har været rigtig spændende at finde den mest oplysende tur gennem den historiske bydel, som rummer uendeligt mange fortællinger og anekdoter. Vi har vel været en dusin gange på vandretur og hver gang med nye iagttagelser, kommer det med et smil.

Registrering vises med glaskugler

På en reol står tre glas med glas kugler. – De er symboler på vores registrering, og her yder de frivillige en kæmpeindsats, fremhæver Mette og forklarer: – I det store glas er der kugler, der svarer til de mapper, der er registreret – dvs. alle de grønne. Nu mangler vi så bare de sidste 🙂

Betaling for foto er politisk bestemt

Og så må vi lige berøre et ømtåleligt emne: Hvorfor skal man betale for at bruge et digitaliseret billede fra Ribe Byhistoriske Arkiv. Det er jo i mange tilfælde billeder, som er blevet foræret til eftertiden fra private borgere. Mette Guldberg forklarer, at det er en politisk beslutning, at den service skal der betales for. – Man kan se de billeder, som er digitaliserede med et vandmærke på nettet. Desværre mangler vi endnu at digitalisere en del i Ribe, blev den sidste kommentar.

Tak for besøget!

PS! Tidligere havde Ældre Sagen et tilbud om slægtsforskning i Ribe Byhistorisk Arkivs lokaler. Det er blevet så stor en succes med mange deltagere, og tilbuddet er flyttet til Vindrosens lokaler.