Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 17. december 2022

Ribe Byferie Resort kan se frem til et rekordår, når de endelige regnskabstal for 2022 bliver opgjort.

Det er direktør Heidi Maimburg ikke bange for at sige, selv om det endelige resultat ifølge sagens natur endnu ikke foreligger. Der mangler endnu lige omkring 14 dage af året.

– Når vi sammenligner med 2019, der er det sidste reelle sammenlignelige år på grund af corona, ligger vi lige nu omsætningsmæssigt 18 procent foran, og vores dækningsbidrag er 15 procent foran 2019, fortæller Heidi Maimburg, der også kan fortælle at belægningsprocenten ikke er helt så høj som i 2019.

– Det kan virke som et paradoks, når vi har været i stand til at tjene flere penge, men det kommer an på, hvordan opholdene er sammensat. Om det er korte eller længere ophold, siger direktøren.

Et andet interessant tal viser, at bookinger on line er steget med ikke færre end 78 procent i forhold til 2019.

– Det er en voldsom stigning, og det viser, at folk har ændret adfærd på grund af koronaen, siger Heidi Maimburg.

Danskerne er fortsat den største målgruppe, men Ribe Byferie Resort har haft held til at få en aftale i stand med et belgisk rejsebureau, og ifølge Heidi Maimburg er det et spændende, nyt marked, som hun tror vil vokse i fremtiden.

Hvad med hollænderne?

– Hollænderne har vi haft i mange år, og vi har også haft mange i år, men det er ikke helt på niveau endnu med 2019.

Hvad med 2023?

– Jeg er ikke så pessimistisk omkring næste år. Det bliver nok et stille forår, men det er vi vant til. Jeg tror ikke, at alle danskere dropper os. Selv om det er blevet dyrt at leve, prioriterer mange stadig oplevelser. Der er stadig mange, der har penge.

– Vores målgruppe er 50-60+, og de vil gerne ud at opleve. Men det er en usikker tid. Vi overvejer hele tiden, hvor vi skal lægge vores markedsføringspenge. Krigen i Ukraine kan give en positiv effekt, for så længe krigen raser, er der nok nogen, der siger, at vi ikke tager syd på, siger Heidi Maimburg.