Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 29. september

Der er ikke alene tale om to meget festlige dage med masser af underholdning, når Ribe Handel fredag og lørdag den 1. og 2. oktober, holder høstmarked i domkirkebyen. Der er også mulighed for at gøre en rigtig god handel i byens mange specialforretninger, der bugner af gode tilbud de to dage.

Fredag har byens butikker ud over fødevareforretningerne åbent som normalt fra klokken 10 til 17,30, men lørdag udvides åbningstiden til klokken 16 i specialbutikkerne.

Ribe By emmer af atmosfære, og Ribe Handel har sammen med en række samarbejdspartnere sammensat et virkeligt flot program for høstmarkedet.

Over alt i byen bliver der masser af arrangementer og liv i gaderne.

Der bliver bl.a. musikalsk underholdning med Long John Jam, der er kendt fra tidligere besøg i Ribe, og duoen, der optræder på cykel med musik, sang og akrobatik, har underholdt over hele Danmark.

Både fredag og lørdag bliver der marked på Skibbroen og ved Quedens Gård.

I Sct. Catharinæ Kirke, på Det Gamle Rådhus og i Processionsgangen bliver der kæmpe kunsthåndværkermarked begge dage fra klokken 10 til 16.

Sdr. Hygum Hjemstavnsgaard medvirker ved Skibbroen med grøntsagshandel og udstilling af vandmølle, og sådan er der en masse arrangementer rundt om i byen de to dage.