Tekst: Renè Jørgensen foto: DGI Sydvest.
22. august 2019.
Ribe byder på Gå-marathon over fire ture.
Marathon er nok mest kendt i sin form for løb, men nu byder DGI Sydvest på en halv eller helmaraton for motionister der gerne vil gå. Det eneste det kræver, er et par gode sko, tøj efter vejret og så lige lysten til at gå i fællesskab.
Danni Callesen fra DGI Sydvest fortæller, at der gåes fire ture på hver 10,5 km. fordelt på 14 dage, mandag og torsdag i uge 40, og mandag og torsdag i uge 41, med start kl. 17.00 hver gang.
Vil man gå et halvmaraton skal man gå to gange, og vil man gå et maraton skal man gå med alle fire gange. Det er fire forskellige ruter.
Gængerne deles ind i forskellige grupper efter tempo, hvor der er en Gå-vært der går forrest i hver gruppe. Langsomste gruppe starter, og derefter næste gruppe 2 min. efter, osv. På den måde kommer vi næsten samme tid i mål, og deltagerne har mulighed for at skifte hold. Halvvejs er der depot, med vand og frugt.
Man opfordres til at tage en fyldt vanddunk med hjemmefra, som kan efterfyldes i depotet. Efter depotet startes ud på samme måde som i starten.
Der uddeles medaljer fra 2. gåtur ved en lille ceremoni efter turene, hvor deltagerne bliver kaldt op. Start og mål er samme sted, hvor der skal være mulighed for toiletbesøg og optankning af vand.
Inden start gives korte informationer.
– Vi glæder os til at gå med jer lyder det fra Danni Callesen, der også kan fortælle, at byens borgmester Jesper Frost Rasmussen kommer og ”skyder” turen i gang.
Gå-marathon 2019 i Ribe starter den 30. september kl. 17.00 og afsluttes den 10. oktober. Vil man tilmelde sig halvmaratonen, vælger man selv to af de fire gange.
Turene startes fra Domkirkepladsen i Ribe, og alle fra 6 – 99 år kan være med, og det er både for begyndere, let-øvede og øvede.
Her datoerne for alle fire ture. Mandag d. 30. september – 10,5 km torsdag d. 3. oktober – 10,5 km mandag d. 7. oktober – 10,5 km og torsdag d. 10. oktober – 10,5 km.
Der er tilmelding på DGIs hjemmeside, og prisen er 75 kr. for et halvmaraton og 100 kr. for et helt maraton. Følg linket: https://www.dgi.dk/loeb/arrangementer/201911064002
Der er indskrivning inden hver tur, hvor deltagerne ”checker ind”. På den måde holdes der styr på hvilke deltagere der er fra gang til gang.
RYK IND RIBE deltager selvfølgelig i turen og bringer friske billeder fra turen af de friske motionister.