Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 28. august 2025
Efter de sidste par års store succes er Højskoledagene i Ribelund Festsal tilbage den 11. og 12. november 2025. Arrangementet er skabt i samarbejde mellem Kulturforeningen Quedens, Ribe Bibliotek og højskolemanden Niels Ole Frederiksen fra Middelfart, som også leder dagene.
Formålet er at give deltagerne to inspirerende dage, hvor folkelig oplysning og fællesskab går hånd i hånd. Højskoledagene er for alle – både fra Esbjerg Kommune og resten af landet – og rammen i den smukke Ribelund Festsal skaber den rette atmosfære til fordybelse, fællessang og samtale på tværs af alder og baggrund.
Programmet spænder bredt:
Tirsdag fortæller Kjeld Hansen, journalist, forfatter og økolandmand, om sit storværk Det tabte land – historien om, hvordan det danske landskab er blevet forandret gennem de seneste 250 år. Senere samme dag kan man glæde sig til Ann Mariager, journalist og forfatter, som med foredraget Velopdragne kvinder skaber sjældent historie. Foredraget inviterer til latter, eftertanke og en skarp analyse af flinkeskolen og vores forhold til humor.
Onsdag åbner med Pia Ehlers’ personlige og dramatiske fortælling 18 missiler ændrede mit liv, om årene på Tvind, ti år i handelsflåden og den dag, krigen i Persergolfen vendte hendes liv på hovedet.
Efter frokost fortsætter dagen med en storslået fortællekoncert om Vor Folkesangs Fire Store – Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring – leveret af seks fynske musikere og fortællere. Koncerten veksler mellem sang, fortælling og musik, og deltagerne bliver selv en del af oplevelsen gennem fællessang.
Som på en rigtig højskole bliver dagene krydret med morgensang, gode måltider, kaffe, kage og tid til samtale.
Billetter kan købes hos Café Quedens eller via Billetto.dk. Hvis du kommer ”langvejs fra”, så kan Quedens Gård være dig behjælpelig med at skaffe dig overnatningsmulighed i Ribe By.