Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 4. oktober.
Man kan roligt slå fast, at når Ribe byder til kulturnat søndag den 14. oktober, er der arrangementer for enhver smag. Ikke færre end 20 forskellige arrangementer er der rundt om i byen.
Officielt starter programmet klokken 19, men allerede om eftermiddagen er der arrangementer for børn og deres voksne dels i Ribe Svømmebad og dels i Fællessalen i Seminariehuset, hvor der er børneteater. Her vil Conny og Sune fra Limfjordsteatret spille forestillingen Vred. Den starter klokken 15.
I svømmebadet er det dykkerklubben Sælhunden, der rykker ud med alt udstyret, så børn og andre kan prøve, hvordan det er at dykke, spille undervandsrugby og flere andre ting naturligvis under kyndig vejledning.
Et lokalt teaterstykke skrevet af Søren Mulvad indgår også i programmet. Titlen er ”Hoved på en stage” og fortæller om retssagen i 1844, som var optakten til den sidste offentlige henrettelse i Ribe.
En anden dramatisk fortælling er historien om Ribes søhelt Hans Jessen Søhane, og den underholder Leif Graves Christensen med på Quedens.
Programmet starter på Skibbroen klokken 19, hvor det gode skib Martha lægger til med beboere fra Mandø og Fanø i deres smukkeste dragter. Vægteren og folk fra Marineforeningen tager i mod og ledsager gæsterne op i byen. Dermed er kulturnatten sat i Søen, og vand er netop det gennemgående tema for årets kulturnat med fællestitlen ”Ribe og havet”.
Som vanligt er der en lang række forskellige aktiviteter rundt om i byen.
Det er lige fra roklubben over Tårnborg, katedralskolen, svømmebadet, seminariehuset, Ribelunds Museum, Termansens, Det Gamle Rådhus, vægterrundgang, Porsborg Gastrobar, Sct. Catharinæ Kirke, Cafe Quedens, Toldboden, kunstmuseet, Museet Ribes Vikinger, Cafe Sct. Peder, Ribe Glas, og Ribe Domkirke, hvor afslutningskoncerten holdes med Martin Schack på klaver og Jens Jefsen på bas.










































































