Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 10. november 2022
Ribe Bybus kører måske på lånt tid
I et spareforslag fra Sydtrafik, der står for bustrafikken i denne del af regionen, peges der på, at der kan spares omkring 1,5 millioner kroner ved at nedlægge Ribe Bybus. Det vil berøre omkring 230 mennesker, der bruger bussen i gennemsnit per uge.
Byrådets plan- og byudviklingsudvalg havde sagen på dagsordenen på mødet i dag, torsdag, men her blev det besluttet at udsætte beslutningen.
Sparekataloget fra Sydtrafik bød også på en række forslag til besparelser på bybustrafikken i Esbjerg, hvor det indstilles, at en række aftenruter nedlægges.
– Vi valgte at udsætte sagen og sende den til samtlige byrådets partier. Vi mener i udvalget, at det er rigtigst, at alle parter kender sagen til bunds, inden der træffes nogen beslutning, siger formanden for plan- og byudviklingsudvalget, Henning Ravn (V).
Han oplyser, at når sagen er drøftet i de respektive partier, vil den komme på dagsordenen for mødet i plan- og byudviklingsudvalget den 8. december, og her vil der formentligt blive taget en beslutning.
I alt er Sydtrafik kommet med 11 spareforslag, hvoraf de 10 findes i Esbjerg. Samlet set vil spareforslagene give en besparelse på godt 3,3 millioner årligt, når de er fuldt implementeret.
– Ændringerne vil først kunne ske til sommer i forbindelse med indførelsen af en ny køreplan. Så det første år bliver der kun halvdelen i besparelser, forklarer Henning Ravn.
Ribe bybus har i dag halvtimesdrift og har 20 daglige afgange mellem kl. 7.15 og 17.11 og 7 afgange på en lørdag. Sydtrafik oplyser, at passagertallet i Ribe bybus er lavt. På skoledage er der i gennemsnit 7,7 passagerer på den travleste morgentur, mens passagertallet resten af dagen ligger mellem 0,8 og 4 i gennemsnit pr. afgang. I ferier og lørdage er passagertallet i gennemsnit 0,1 til 0,8 pr. afgang.
Hvis Ribe Bybus nedlægges, er alternativet ifølge Henning Ravn, at passagerne må bruge Flextrafik, som tilfældet er andre steder i kommunen.









































































