Tekst og foto: Renè Jørgensen
6. april 2020.

Ribe by har fået sit første suttetræ.

I skoven ved Plantagevej har man i mange år kunnet se og besøge et flot gammelt bøgetræ, hvorpå der var ophængt mange sutter.  Arbejdet med udbygningen af vejnettet har gjort det mere besværligt at besøge skoven med en barnevogn end tidligere.  Måske bruges stedet endnu?

Det er da også muligt, at ideen blot er flyttet ind til byen. Det ændrer jo ikke ved, at træet kan blive flot dekoreret. Nu ligger det nye suttetræ placeret på den offentlige legeplads på Brorsonsvej. Der går nok lidt tid før der kommer flere sutter på træet, for legepladsen er lukket indtil videre. Selvom det kniber for nogle forældre at overholde kommunens covid-19 regler, så vil det nødvendigvis gå nogle uger endnu, inden der kan komme nye sutter på træet.

De fleste forældre kender kampen, der skal til for at få børn til at smide sutten. For mange kan det være en meget svær øvelse, og det er ikke unormalt, at forældre må tage kreative metoder i brug for at overbevise deres børn om, at tiden er inde til at droppe sutten.

Træet i Ribe Plantage har været kendt og anvendt i mange år, men lad os nu se, om det nye suttetræ i den indre by ikke bliver lige så flot dekoreret.

Forsætter det fine forårsvejr og legepladsen igen bliver åbnet, venter det børn og forældre et forår med bord/bænke i det flotte madpakkehus, en ekstra lille oplevelse, hvor madpakken kan nydes. Måske mens man kan skæve op på sit barns ny ophængte sut, og til en lille snak om, hvor flot træet er blevet.