Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 27. april 2023
I løbet af sommeren udvider Ribe Bryghus brygge kapaciteten med 50 procent.
De to indehavere af bryghuset, Lars Nielsen og Mark Vind, har bestilt tre nye tanke i Kina, og de tre tanke er netop blevet afskibet. De ventes at ankomme til bryghuset om otte uger, hvorefter de skal monteres, så de kan tages i brug hen over sommeren.
– Det er egentligt ikke, fordi vi i øjeblikket udnytter vores kapacitet fuldt ud, men salget af øl stiger stadigt, og vi vil gerne sikre os, at vi også fremover kan bevare de otte faste øltyper samt de to sæsonbestemte, som vi har i øjeblikket. Desuden vil vi også gerne, at nogle af vores produkter kan lagres lidt længere i tankene, end tilfældet er nu, forklarer Lars Nielsen.
Han forklarer, at Vadehavsbryg sælger så godt, at den alene konstant lægger beslag på en af de seks tanke, bryggeriet råder over nu. Dertil kommer, at når der skal brygges sæsonbestemte øl om vinteren og foråret, lægger det beslag på yderligere to tanke, og så er der kun tre tanke tilbage til de syv andre varianter, og det er lige lidt nok.
– Vi har ventet lidt med bestillingen på tankene, der kommer fra samme fabrik og er fuldstændig identiske med dem, vi har, fordi fragtraterne var meget, meget høje. Men nu er de faldet til et fornuftigt leje, så nu mener vi, det er det rigtige tidspunkt at gøre det på. De tre tanke kan lige nøjagtigt være i en 40 fods container, som kommer med skib til Danmark, fortæller Lars Nielsen.

De otte faste ølsorter og de to sæsonbestemte fylder godt på reolen i Cafe Remisen.