Tekst Hasse Jørgensen, model Vandkunsten, tirsdag den 21. september

Ribe Boligforening vil straks i morgen, onsdag, tage kontakt til Esbjerg Kommune for at finde ud af, hvor boligforeningen står med hensyn til boliger på Ribe Jernindustris grund, som kommunen netop har købt.

Som tidligere omtalt havde Ribe Boligforening indgået en forhåndsaftale med selskabet Ribe Jerns Ejendomme om køb af et areal til 125 boliger.

– Men i øjeblikket ved vi ikke, hvor vi står, forklarer boligforeningens formand, Nina Christensen efter meddelelsen om, at kommunen har købt området af Ribe Jernindustri.

Men i er stadig interesseret?

– Det er vi, men ikke for enhver pris. Jeg går ud fra, at vores aftale med Ribe Jernindustri er væk efter kommunen har købt området. Vi havde fået en placering inde midt i projektet med den nye bydel, og jeg ved ikke, hvor interessant det er. Dertil kommer, at den lokalplan, der er for området, ikke er særlig handicapvenlig, men det kan jo være, at kommunen laver den om.

Men i tager kontakt til kommunen?

– Det gør vi, og det bliver allerede i morgen, siger Nina Christensen.

Med kommunens overtagelse af området ser det ud til, at der nu for alvor kan ske noget på det areal, der er en del af den nordlige indkørsel til Ribes gamle bydel.

Efter Ribe Jernindustri som tidligere omtalt gik konkurs, har arealet ligget ubenyttet hen bortset fra, at Lidl har købt en grund og bygget et supermarked på stedet. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om den fremtidige anvendelse af området, og efter de oprindelige planer, skulle Ribe Jernindustris Ejendomme byggemodne området, så der kunne opstå en ny bydel på stedet. Det blev ikke til noget, men nu ser det ud til, at der atter kan komme gang i sagen med kommunens millioninvestering på stedet.