Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Boligforening. Torsdag den 23. maj

Ribe Boligforening og Ribe Jern Ejendomme A/S har indgået en handel om 11.000 kvadratmeter af den gamle jernstøberigrund i Ribe. Her er det tanken, at der skal opføres ca. 120 almene lejeboliger med udsigt til Nationalpark Vadehavet.

– Vi er meget glade for handlen med Ribe Jern Ejendomme A/S. Grunden har en unik beliggenhed kun 500 meter fra Domkirken og ligger tilmed lige ud til Nationalpark Vadehavet. Det er en af de sidste grunde, der er tilbage i Ribes indre by, så den mulighed kunne vi simpelthen ikke lade gå fra os, siger Jens Hunderup, formand for Ribe Boligforening, der er stolt af at byens almene boliger er med til at gå forrest i skabelsen af det nye attraktive boligområde.

Også hos adm. direktør i Ribe Jern Ejendomme, Michael Boel Olesen, er der glæde over handlen: – Fra Ribe Jern Ejendomme er det en stor glæde, at der nu begynder at komme gang i projektet. Da vi for nogle år siden startede hele processen, var det et stort ønske, at området kunne udvikles med boliger til alle aldre. Dette begynder at tage form. Vi er stolte af projektet og ser frem til, at dette område bliver en naturlig del af Ribe by med respekt for den eksisterende bydel. Men også med fornyelse som bindeled imellem by og Nationalpark Vadehavet.

Vandkunstens vinderprojekt med Lidl’s mulige supermarked til venstre. Om det bliver en realitet, afhænger af den endeligelokalplan.

Stor interesse i udstykningen

Ribe Boligforening har før udtrykt stor interesse i udstykningen af jernstøberigrunden og var derfor meget begejstret, da ejendomsmægler Eivind Dam Jensen henvendte sig til boligforeningen omkring årsskiftet.

Herefter begyndte arbejdet med at regne på, om en opførelse af almene lejeboliger på grunden kunne hænge sammen økonomisk. Beregningerne viser, at der er plads og økonomi til ca. 120 nye almene lejeboliger på grunden. De vil formentlig blive opført i to etaper af hensyn til udlejningen.

Esbjerg kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), finder det almene boligprojekt interessant: – Jeg er rigtig glad for at høre, at der tænkes store, visionære tanker på Ribe Jernindustris område. Det er et spændende ønske med flere almene boliger i Ribe, og så er placeringen tæt på centrum helt perfekt. Vi forholder os til muligheden for kvoter til almene boliger ved det kommunale budget, og så fordeles de som regel mellem de mange, gode projekter omkring årsskiftet, siger han.

Hvem skal der bygges til?

Ribe Boligforening har i dag over 2.000 skrevet op til deres boliger, så der er god efterspørgsel efter almene lejeboliger i byen. Umiddelbart lægger boligforeningen op til, at de nye boliger skal bygges og indrettes, så de målrettes seniorer og pensionister, da boligforeningen oplever en efterspørgsel fra dem, der gerne i deres 3. alder vil bo centralt og i en mindre og nemmere bolig med lille terrasse uden al vedligeholdelsen. Samtidig vil boligforeningen også bygge nogle større boliger til familier.

For i højere grad at kunne pejle sig ind på, hvad de boligsøgende på boligforeningens venteliste efterspørger og har af behov, har boligforeningen besluttet at igangsætte en markedsanalyse de kommende måneder. Den vil kunne fortælle boligforeningen, arkitekten og rådgiverne, hvilke bolig-størrelser, indretning og andre forhold i skabelsen af det nye boligområde, de skal tage højde for. Samtidig vil den give et godt praj om, hvem de primære målgrupper til byggeriet formodentlig bliver.

Næste skridt er kommunal behandling

Esbjerg kommune er i samarbejde med Ribe Jern Ejendomme ved at afslutte arbejdet med at udarbejde oplæg til lokalplanforslag for hele Ribe Jernstøberi og øvrigt planmateriale i den sammenhæng. Dette materiale forventes behandlet af Esbjerg Byråd i juni 2019 med henblik på en offentlig høring i 8 uger. Dernæst behandler Esbjerg Byråd lokalplan mv. med henblik på en endelige vedtagelse.

Med planmaterialet kan vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen om en helhedsplan for Ribe Jernstøberi-området realiseres.

Vinderforslaget viser mulighed for, at der på hele området kan opføres i alt ca. 200 boliger på ca. 130 kvadratmeter i gennemsnit, som hver kan få en parkeringsplads i området.

Samtidig er Ribe Boligforening i gang med at udarbejde byggeansøgningen, som snarest sendes til Esbjerg Kommune. Boligforeningen håber herefter, at Esbjerg Kommune behandler byggeansøgningen hurtigst muligt, så processen kan starte op.

Anders Fabricius fra Boligkontoret Danmark er forretningsfører for Ribe Boligforening kommer med bud på byggestart: – Hvis alt går efter planen, er kommunen klar med lokalplan og godkendt skema A ved årsskiftet. Herefter kan vi så gå i gang med projektering på byggeriet. Et forsigtigt bud vil være, at vi måske kan være klar til at gå i jorden i slutningen af 2020 med første etape.