Tekst og foto: Renè Jørgensen
20. april 2020.
Ribe Boligforening fornyer altanerne på Seminarievej.
Beboerne på første sal i de gule blokke på Seminarievej 52 og 54 kan se frem til nyde frokosten på en ny altan i den kommende sommer.
Det har længe været et ønske fra mange af beboerne, at altanerne skulle udskiftes og være større. Det arbejde er netop sat i gang. For nedbrydningen af de gamle altaner står det kendte Ribe murerfirma Jepsen & Søn for.
Driftschef Kristian Bechsgård fra Ribe Boligforening oplyser, at arbejdet med opsætningen af de nye altaner forventes afsluttet i uge 22.
Det er firmaet HB-Trapper i Skærbæk, der står for monteringen af altanerne, der bliver udført i stål og glas. – Vi var i Skærbæk for at se deres produkter, da vi skulle skifte ud på Idræts Allé og Stadionvej, og vi var meget tilfredse med kvaliteten, fortæller driftschefen.
De nye altaner bliver ca. to meter dybere, og dermed bliver der bedre plads. Men det er ikke kun beboerne på 1. sal, der kommer til at nyde godt af udskiftningen. Beboerne i stueetagen får nu mulighed for at kunne sidde på terrassen og endda i skygge, når solen står højt på himlen. En enkelt byge vil heller ikke forstyrre eftermiddagskaffen – og dermed får alle beboerne gevinst ved udskiftningen.

Altanerne på Idræts Allé.

Dronefoto: Ove Detlevsen
Bo Nielsen og Kim Christensen fra firmaet V. Jepsen & Søn står for arbejdet med nedtagning af de gamle altaner.













































































