Tekst Hasse Jørgensen, 27. januar 2022
Ikke færre end 78 kampe skal afvikles i Ribe Fritidscenter i weekenden den 5. og 6. februar, når Ribe Bold Klub arrangerer de jyske mesterskaber i indendørsfodbold for U13 og U14. Og Ribe Boldklub stiller selv med to hold i kampene om mesterskabet. Det er i U13 og U14 piger.
Stævnet afvikles i Ribe Fritidscenter i to haller de to pågældende dage.
Ikke færre end 32 hold er tilmeldt mesterskaberne, der afvikles på den måde, at holdene i de to grupper er inddelt i puljer med fire hold i hver pulje. Vinderne af de to puljer i henholdsvis U13 og U14 mødes i semifinaler, og vinderne af semifinalerne mødes i finalen, mens taberne i semifinalerne mødes i en bronzekamp.
Der startes lørdag klokken 11, og finalerne spilles søndag ved 15-tiden.