Tekst Hasse Jørgensen, lørdag den 6. juni 2026
Nu er ventetiden forbi. Ribe Børnefestival kan nu offentliggøre det samlede program for festivalen, der finder sted den 27.-28. juni 2026.
Gennem to dage forvandles Ribe til en levende legeplads fyldt med gratis oplevelser, aktiviteter og underholdning for børn og familier. Programmet byder på alt fra koncerter, trylleshows og kreative aktiviteter til sport, leg, hoppeborge, børnedisco, højtlæsning, kæphestebane, samt mulighed for at prøve foreningsaktiviteter. Det bliver altså to dage med en lang række familieoplevelser fordelt over hele Ribe by.
Blandt de offentliggjorte navne er Katrine Bille, kendt fra DR Ramasjang, og tryllekunstner Henning Nielsen, kendt fra Danmark har Talent, de to populære Youtubere Alexander Husum og Nellie, som optræder med deres Alex & Nellie Show. Samtidig byder programmet på en lang række aktiviteter skabt i samarbejde med lokale foreninger, kulturaktører, virksomheder og frivillige.
Festivalen er blevet til gennem et stærkt lokalt engagement og med støtte fra lokale virksomheder, fonde og Esbjerg Kommune.
Stærkt program med potentiale til at tiltrække familier fra hele Sydjylland
For formand for Ribe Børnefestival, Gitte Vestergaard Laursen, er offentliggørelsen af det samlede program en vigtig milepæl.
– Vores program rummer både stærke nationale navne og et væld af lokale aktiviteter, som tilsammen skaber en helt særlig festivaloplevelse i børnehøjde. Vores ambition har hele tiden været at skabe en begivenhed, der både giver lokale familier fantastiske oplevelser og samtidig gør Ribe til et endnu mere attraktivt udflugtsmål for børnefamilier fra hele Sydjylland. Vi tror på, at Ribe Børnefestival har et stort potentiale som en tilbagevendende begivenhed der kan skabe liv, glæde, fællesskab og aktivitet i vores by, siger formand for Ribe Børnefestival, Gitte Vestergaard Laursen.
En festival skabt af og med hele byen
Ambitionen har fra begyndelsen været at skabe en festival med stærke lokale rødder og regional tiltrækningskraft. Derfor har arrangørerne arbejdet målrettet på at involvere lokale aktører fra hele byen – fra foreninger og kulturinstitutioner til butikker, virksomheder, vores lokale ambassadører og frivillige kræfter.
– Noget af det, jeg glæder mig allermest over, er den opbakning, vi som frivillig forening har mødt fra lokalsamfundet. Ribe Børnefestival er kun blevet mulig, fordi så mange forskellige aktører har valgt at bakke op om idéen og bidrage til at gøre den til virkelighed. Når vi åbner festivalen senere på måneden, bliver det ikke bare en fejring af børnene og familierne – det bliver også en stærk markering og bekræftelse af det fællesskab og engagement, der gennem adskillige år har kendetegnet Ribe, med at her løfter vi i flok. Samtidig giver festivalen os en fantastisk mulighed for at vise besøgende familier alt det frem, som gør Ribe til noget helt særligt og det er jeg helt utroligt stolt af, siger næstformand og presseansvarlig May-Britt Andrea Andersen.
Gratis oplevelser for hele familien
Alle aktiviteter på Ribe Børnefestival er gratis at deltage i. Målet er at skabe en festival, hvor alle familier har mulighed for at være med uanset social baggrund og økonomi.
Ribe Børnefestival har et stærkt fokus på inklusion og tilgængelighed, fordi alle børn skal have mulighed for at være en del af fællesskabet og få festivaloplevelsen. Derfor etableres der en særlig Solsikkelounge med aktiviteter målrettet børn med særlige behov og handicap. Her skabes der rolige og trygge rammer, hvor børnene kan deltage i oplevelser, der er tilpasset de behov som de har.
– Det er faktisk noget af det, vi er allermest stolte af at kunne præsentere. Vi ved, hvor stor betydning det har for familier med børn der har særlige behov, at deres børn også får mulighed for at opleve fællesskabet, glæden og stemningen ved en festival – uanset hvilke udfordringer eller behov de måtte have. Derfor har vi etableret Solsikkeloungen som et særligt område med aktiviteter og oplevelser målrettet børn med særlige behov. For os handler det om at skabe en børnefestival, hvor der er plads til alle, og hvor ingen børn skal føle sig udenfor, uddyber formand, Gitte Vestergaard Laursen.
Ribe Børnefestival afholdes den 27.-28. juni 2026, og arrangørerne håber, at festivalen kan udvikle sig til en fast tradition, der år efter år samler børn, familier og besøgende fra nær og fjern.
Du kan finde det samlede og detaljerede program på www.boernefestivalribe.dk eller på Facebook.
FAKTA
- Afholdes den 27.-28. juni 2026 i Ribe
- Gratis adgang til alle aktiviteter
- Oplevelser for børn og familier i alle aldre
- Mange forskellige aktiviteter fordelt over hele byen
- Gennemføres med støtte fra lokale virksomheder, fonde og Esbjerg Kommune









































































