Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 10. november 2022
Efter en flot sæson skal Ribe Bold Klubs serie 1 hold på lørdag spille oprykningskamp om en plads i Jyllandsserien fra næste sæson.
Modstanderne er Lemming IF, der har hjemme i Lemming lidt nord for Silkeborg. Og for at få den bedst mulige ramme for Ribe-spillerne, arrangerer Ribe Bold Klub bustur for alle lokale interesserede.
Oprykningsbraget fløjtes i gang klokken 13, og bussen med de lokale fans sendes afsted fra klubhuset klokken 9.30. Man skal dog møde et kvarter før afgang, hvis man ønsker at komme med bussen.
Tilmelding til turen, der koster 75 kroner per person, sker til Anders Frederiksen via mobile pay på nummer 60180289.
Ribe BK sluttede serie 1 på en andenplads efter Broager UI, der sikrede direkte oprykning med 33 point, mens Ribe kom på andenpladsen med 26 point.
I den første kvalifikationskamp slog Ribe Ikast FC med 3-0.