Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ove Detlevsen, tirsdag den 22. september
Ledelsen af Ribe Biogas vil gerne udvide produktionsanlægget på virksomheden nord for Ribe og det i et sådant omfang, at skal en sådan udvidelse blive en realitet, skal kommunen udarbejde en konsekvensrapport for udvidelsen.
Den rapport har byrådets udvalg for plan og miljø netop besluttet at få udarbejdet.
Det er kommunens opfattelse, at udvidelsen kan gennemføres indenfor de eksisterende kommune- og lokalplaner, men udvidelsens omfang gør, at der skal udarbejdes en konsekvensrapport. Den skal bl.a. afdække eventuelle problemer omkring sikkerhed, støj og lugt i forbindelse med anlægget. Rapporten skal til sin tid sendes ud i offentlig høring.
– Ribe Biogas er et meget spændende foretagende, der støtter den grønne omstilling. Det er rigtig fint, at vi har en sådan virksomhed i Ribe, siger Karen Sandrini, der samtidig siger, at det er en lang proces, der nu er sat i gang med udarbejdelsen af konsekvensrapporten.
Ribe biogas har siden starten i 1990 udvidet virksomheden flere gange, og senest er virksomheden blevet koblet på det statslige gasnet. Det er sket via den reguleringsstation, der er opført vest for selve biogasanlægget.
Bestyrelsesformand Erik Husted har tidligere til Ryk Ind Ribe fortalt, at der de sidste seks år er investeret 100 millioner kroner i udvidelsen af biogasanlægget. Det har bl.a. medført en tredobling af produktionen af gas, der i dag sendes til naturgasnettet. Tidligere blev gassen primært brugt på Ribe Fjernvarmeværk.









































































