Dato: 30. juni 2024
Tekst: Peter Lindgaard
Foto: Peter Lindgaard
Musikken og stemningen fejlede intet, da Ribe Big Band veloplagt leverede deres bidrag til sommerens underholdning på plænen ved Andeøerne. 200 deltagere trodsede DMI’s vejr varsler og slog sig ned i græsset foran scenen og den veludrustede udskænkning, som arrangørerne – Ribe Bykernes Beboerforening – havde stablet på benene til dagen i samarbejde med folkene fra Quedens.
Big Bandet gav den gas med både gamle og nye klassikere – Basie, Van Halen, BB King – god bredde i repertoiret. Solisterne var i musikalsk topform og leverede gavmildt soloer med både sjæl og charme. En overraskende regnbyge på den anden side af pausen forsøgte at spænde ben for koncerten – tilsyneladende ikke nok til at skræmme folk væk. Lige til det sidste var stemningen til sommer og hygge. Ribe Big Band er HOTTE, og der meget mere til at slå benene væk under deres skønne koncerter. Godt at vide til en anden gang.