Tekst: Johnny Tauman Historiske data: Ribe Dyrskue
7. juli 2025
(Artikel I af II)
– Vi har været en tur i arkiverne og fundet materialer til to artikler om Ribe Dyrskue fra 1960 til 1970, skriver Claus Christiansen, Ribe Dyrskue. Glæd dig til at få nogle centrale begivenheder frisket op. Med 160 år på bagen har Ribe Dyrskue eksisteret sideløbende med mange historiske begivenheder. Dyrskuet er født lige efter Krigen i 1864. Årets artikler er en fortsættelse af tidligere historiske fortællinger, som er bragt her i i Ryk Ind RIBE – og kan ses under RETRO.
Rekordernes årti
I 1960’erne fortsætter de gode tider fra 1950’erne og dyrskuet buldrer derudad. Hvis vi tæller år 1970 med, så rapporteres der hele 5 gange om publikumsrekorder og besøgstal på omkring 10.000. Om tallene holder helt vender vi tilbage til, men der er ingen tvivl om, at dyrskuerne i denne periode var usædvanligt velbesøgte.

Ribe Dyrskue, 1966: I Vestjysk Aktuelt skrives der om billedet: Blandt deltagerne var Marie Bjerg Jepsen fra Lustrup, der havde lidt besvær med sin hest, men de kunne begge glæde sig over den velfortjente ærespræmie. Foto Tonny Sørensen © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
To gange 100 års fejringer
Der var nok at fejre i disse år, da både landboforeningen og dyrskuet fyldte 100 år. Først for tur stod landboforeningen, som blev oprettet i 1863 – bl.a. med henblik på at
afholde dyrskuer. To år senere, efter den ulykkelige krig i 1864, blev det første Ribe Dyrskue afholdt den 26. juli 1865.
Landboforeningens 100 års jubilæum fejres den 28. maj 1963.
Der flages fra Domkirkens Borgergtårn, Ribes gamle Rådhus og flere af byens butikker. Der er reception ved Ribes gamle Rådhus kl. 10 – samme sted, som foreningen blev grundlagt 100 år tidligere.

Tage Rosenstand takker af i 1963 efter 42 år som formand.
Formanden Tage Rosenstand træder i forbindelse med jubilæet tilbage efter 42 år på posten og afløses efter jubilæet af sønnen Erik Rosenstand, som bliver formand de næste 15 år.
Noget kunne tyde på at krudtet er opbrugt, da der to måneder senere skal holdes dyrskue på Hovedengen. I hvert fald står der ikke meget i aviserne om dette skue, men regnskaberne vidner om et flot besøgstal.

Foto fra 100 års jubilæet i 1965. I baggrunden ses Galeasen Meretha pyntet med signalflag. Foto Tonny Sørensen © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
To år senere – i 1965 – er det dyrskuets tur til at fejre 100 års jubilæum. Der er stor tilmelding af dyr: 331 numre i alt, hvilket er 57 flere end året før. Galeasen Meretha, som dengang ligger ud for dyrskuepladsen, er pyntet med signalflag fra for til agter og man afholder to dyrskueballer: I Ribehallen er det for foreningens medlemmer og på Klubbens Hotel er der offentligt bal. I alt deltager 702 i ballerne.
(Fortsættelse følger onsdag)