Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. april 2023
(Første artikel af to)
Han fortæller levende og nuanceret om det at have levet og arbejdet i Ribe i en menneskealder. Og vi kommer vidt omkring. RYK IND RIBE er taget på besøg hos Niels Erik Larsen, der oprindelig stammer fra Darum, men sammen med sin forældre flyttede ind i et hus på Obbekjærvej omkring 1955 blot 8 år gammel. Faren arbejdede på Ribe Jernstøberi – og knægten startede på Valdemarskolen.
Fra bydreng til disponent i JAVA
– Jeg havde en skøn tid på Valdemarskolen, fortæller Niels Erik, der som mange af byens unge tidligt – i 8. klasse – fik et job som bybud: – Jeg var heldig med at blive ansat hos JAVA d. 1. november 1962, da A. Krogh Jørgensen havde sin butik på Nederdammen. Og hvorfor ordet ”heldig” anvendes, skal ses i lyset af, at Niels Erik avancerede gennem et langt og gensidigt godt samarbejdede til disponent med det fulde ansvar for indkøb i et stort supermarked. Men lad os lige dvæle lidt ved historien.
Fik det fulde ansvar
JAVA og Callesens Farvehandel havde begge butikker på adressen Nederdammen 38. – Vi solgte som så mange andre i byen friskmalet kaffe og ikke mindst Skjold Bourne vine – det var eksklusivt med leverancer fra Danmarks ældste og største vinkæde – grundlagt i 1928 og stadig med butikker over det ganske land.
Mange kunder kunne godt lide JAVA-kaffen, men den lille butik solgte også en del kolonialvarer. – Så vidt jeg husker, så var salget af kaffe, da det toppede på 5-600 pund om ugen, lyder det med et smil.
Første mandlige lærling
Samarbejdet i JAVA-butikken gik over al forventning – og Niels Erik blev ansat som den første mandlige lærling – og senere kommis. – Det skete 1. april 1964, skriver A. Krog Jørgensen i sin anbefaling, hvor han roser Niels Eriks engagement som en tro, pålidelig og ikke mindst samvittighedsfuld medhjælper med en alsidig uddannelse inden for købmandsfaget.
Kunderne svigtede Holger Iversen
Der var bevægelse i købmands- og centerverdenen – og købmand Holger Iversen flyttede fra sin butik på hjørnet af Sønderportsgade / Bispegade til Saltgade, hvor han havde erhvervet sig det tidligere Ny Højskolehjem.
– Holger havde stor tanker og ideer – og troede på, at kunderne ville følge med til nyskabelse: RS-marked, men det skete ikke, husker Niels Erik, der mener at vide, at købssummen for bygningerne i Saltgade var 200.000 kr.
JAVA-marked
Der var derfor tid til den første større handel i Saltgade – og Ribe Supermarked blev til JAVA-marked.
– Jeg husker overtagelsen som meget turbulent, hvor A. Krog Jørgensen overtog butikken om mandagen og åbnede med fuld musik om torsdagen. – Det var engang, hvor 1/1 sides annoncer i både Ribe Ugeavis og Ribe Stiftstidende var en del af konkurrencevilkårene.
Gift i Thailand
JAVA-marked eksisterede i en årrække – helt præcis fra 15. november 1968, hvor Leth overtog butikken i 1974.
Og Niels Erik havde travlt – således valgte han i årene 1970/72 at være bygherre på parcelhuse på Ribe Nørremark, som var i vækst.
I dag bor han stadigvæk på Nørremarken, men i et andels rækkehus, sammen med Bunruam, som han blev gift med i Thailand i 2001.