Tekst: Johnny Tauman Dronefoto: Ove Detlevsen
15. marts 2020
Nu hvor alle aktiviteter er aflyst, så giver det jo mulighed for at reflektere over tiden som barn i Ribe i begyndelsen af 60´erne – og hvilke fritidsmuligheder byens børn kunne benytte sig af. Der var selvfølgelig legen i de smalle gader og slipper med dåseskjul på parkeringspladsen mellem Grønnegade og Præstegade– og muligheden for at fiske i åen fra Skibbroen. Og så var der hønseringe og marmorkugler, som indgik i forskellige konkurrencelege. Mange havde købt dem enten hos Brøchmann eller i Gaveboden.
Søndagsskolen
Men der var også Søndagsskolen i Brorsonsminde, hvor man fik et glansbillede for at dukke op. Og glansbillederne indgik i legen, når den tykke telefonbog var blevet foldet. I Brorsonsminde blev der også afholdt tombola med en fiskedam, hvor man kunne prøve lykken for 2, 5 og 10 ører.
Frelsens Hær
På Munketorvet åbnede Frelsens Hær dørene – og viste stumfilm på store spoler. Var man mødt frem på en ”heldig dag”, så kunne man opleve den ansvarlige leder køre filmen baglæns til stor morskab for børnene. Desuden kunne børnene også fik lov til at prøve forskellige musikinstrumenter – lige fra trommerne til en kontrabas.
Måske husker du noget fra den tid – og kan supplere 🙂
Fakta om Brorsonsminde
Brorsonsminde er et kulturhus med selskabs- og mødelokaler midt i middelalderbyen, Ribes ældste og smukkeste kvarter. Brorsonsminde har en mere end hundredårig historie som missionshus siden det blev bygget i 1899 af Indre Mission. Her har gennem årene været holdt Søndagsskole, kirkelige møder for byens befolkning, spejder- og ungdomsmøder. I 2007 blev huset nænsomt restaureret og moderniseret af stedets nuværende ejere, Lise Frederiksen og Poul Anker Nielsen.
I dag forpagtes Brorsonsminde ud. Brorsonsminde ApS drives af Tobias M. Skovmose. Her mødes nu byens borgere til kulturelle arrangementer og til de forskellige fester, der fejres gennem livet. Også besøgende udefra sætter pris på at mødes et sted, som med sit arkitektoniske særpræg skiller sig ud fra nyere hotellers selskabslokaler og gængse mødelokaler (kilde: Brorsonsmindes hjemmeside).