Tekst og foto: René Jørgensen
6. oktober 2018

 

Da Kim fik set Ribes natteliv.

– Det var en stor dag, den dag vi så GASOLIN første gang i Ribe, siger Søren Møller, der selv har spillet musik i mange år, og nu har Kim Larsen på set-listen, når han sammen med Mads er ude og spille i duoen Møller & Skuldbøl.

”Københavner” stod for det praktiske

Vi er tilbage i 1974. Willi Weber, Ribe, kontakter Ribe Roklub om de kan stille med 8 mænd til et GASOLIN arrangement i Ribelunds Festsal.
Willi Weber er blevet kontaktet af impresario Søren Thuesen, om han kan stå for koncerten i Ribe og skaffe folk som dørmænd. Og her er det, at Søren Møller kommer ind i billedet, for på det tidspunkt var Søren en dygtig roer og meget engageret i roklubben. Sammen med Carl Anton Reher, også fra Roklubben, fik de stablet et møde på benene om selv arrangementet.
Søren husker tydligt et formøde med en ”Københavner”- en rigtig storby fyr, der havde taget turen til Jylland for at snakke det praktiske igennem. Mødet blev holdt på SÆLHUNDEN i Ribe, og over en sildemad blev aftalerne om det praktiske aftalt, og så var den travle ”Københavner” ude af døren igen. Søren husker ikke navnet på den velklædte mand, men han var stresset og skulle have styr på det hele.

Billetter blev genbrugt

Billetterne kunne købes hos Børge Andersen Olympia Radio for 25 kroner, og en 1 krone i forsalg. Det sjove ved billetterne var, at de var nummererede, men uden dato. Efter koncerten skulle billetterne samles ind i en kartotekskasse og sendes videre til næste koncertsted, fortæller Søren Møller med et stort smil.

Småbilledkameraer lynede

Da dagen oprandt, kom Kim Larsen og de øvrige ”GASSER” hen på lørdag eftermiddag. Uden for festsalen havde flere piger taget opstilling med deres små kameraer, for at tage billeder af Kim Larsen og de øvrige ”GASSER” i format 6X6cm, sikkert KODAK. Men ind i salen kom de nu ikke – drengene ville ikke forstyrres. Derimod fik piger knipset løs under koncerten, men som Søren siger: – navnene på pigerne husker jeg ikke, men de må være en årgang 1957/58.

Bajere og smøger efter lukketid

Søren og de øvrige roklubfolk stod jo for det praktiske, og før GASONLIN ankom, havde de været nede ved Købmand Christensen i Sønderportsgade – efter lukketid kl. 12.00 – for at hente bajere og smøger til gruppen. – Jeg husker tydeligt, at Djon Andersen, også medlem af roklubben, arbejdede hos købmanden – og derfor kunne vi komme ind efter lukketid, siger Søren Møller.

Da koncerten var slut, og roklubben havde tjent 400 kroner, der kunne supplere opsparingen til en ny båd, kom Kim Larsen og spurgte, hvor der skete noget i Ribes natteliv. Mens vi tømte kassen med de lunkne bajere, vi havde hentet om eftermiddagen, foreslog vi, at de kunne gå på Vægterkælderen sammen med os.

Ølstøvler i Vægterkælderen

– Jeg husker, at Vægterkælderen ved Hotel Dagmar næsten lige var åbnet. Vi startede ud med at drikke nogle øl siger Søren og særligt husker jeg, at Kim Larsen var noget imponeret over øllene skænket i store støvler (glas for dem der aldrig har oplevet det). Vi fik nogle stykker og Kim fik røget nogle smøger.

En enkelt oplevelse efter Hundehuset

Derefter gik turen til det legendariske værtshus Hundehuset i Hundegade. Vi fik plads ved det rundebord ved bowlingbanerne, og der fik den ikke for lidt med bajere og smøger. På et tidspunkt blev Kim træt og ville afsted fra Hundehuset.
Der er sikkert mange ripensere, der var tilstede og husker Kim Larsen og Gasolins besøg på Hundehuset. Men for en lokal Ribe-pige blev oplevelsen noget anderledes end for de øvrige piger. Hun ”fik” vist en hilsen med sig, som vi nok ikke skal nærmere ind på, lyder det fra Søren Møller med et grin.

En fantastisk musiker

– Men det var faktisk først i 1975, hvor Gasolin igen gav koncert i Ribe Fritidscenter, at vi faktiske tænkte på, hvor stor en oplevelse det havde været året før, men det er gode minder at have, slutter Søren Møller der selv blev meget berørt over Kim Larsens død: en fantastik musiker med en lyriks og fortællende tilgang til de mange tekster det er blevet til gennem årene.

Stille blues i mol og maj
Pianomand ka` du høre mig
Hvordan står det til i de dødes land
Det ved du nu – Pianomand.

Og det ved Kim Larsen nu.