Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 2. oktober 2024

Evalueringen af det trafikforsøg i Ribe, der blev gennemført i sommer, er fortsat i fuld gang.

Det fortalte formanden for Ribe Bykernes Beboerforening, Lene Ullerup, på et medlemsmøde onsdag aften på Hotel Ribe. 48 medlemmer var mødt frem for at høre nyt om trafikforsøget, men Lene Unnerup kunne fortælle, at der endnu ikke er kommet brugbare tal fra de trafikmålinger, der blev gennemført under forsøget.

Hun kunne også fortælle, at tallene fra de store parkeringspladser, der skal angive belægningen, også har svigtet. Men her er der håb om, at forvaltningen kan ”gå bagom” og finde de relevante, brugbare tal.

Lene Unnerup kunne ikke sige noget om, hvornår tallene kommer. Forhåbentligt om en uge, men måske senere, sagde hun.

Lene Unnerup og Hans Kjær er beboerforeningens repræsentanter i den styregruppe, der arbejder med trafikforsøget. På medlemsmødet gennemgik Hans Kjær intentionerne bag forsøget og han kunne fortælle, at det, der skal ske nu er, at resultatet af evalueringen skal i offentlig høring, og derefter skal hele materialet gives til politikerne, der skal beslutte, hvad der videre skal ske.

Oprindeligt var det meningen, at der skulle gennemføres et større forsøg i 2025, hvor hele ”domkirkeøen” bliver spærret af for uvedkommende trafik.  Men om det bliver til noget, er i øjeblikket uvist.

På mødet var der en livlig debat, der ikke bragte mange nye synspunkter frem. Det blev slået fast, at både Sønderportsgade og Korsbrødregade har haft en kraftig stigning i trafikken under forsøget, hvor domkirkepladsen var spærret for uvedkommende trafik.

Specielt blev der peget på problemer i Sønderportsgade, hvor fortovene er så smalle, at der ikke er plads på dem, og hvor fodgængerne må presse sig op af husmurene, når der kommer biler.

Desuden blev skiltningen diskuteret meget, og det blev fra flere sider fremhævet, at skiltningen er uforståelig.

Lene Unnerup pegede også på, at de lokale selv skaber problemerne ved at køre over Domkirkepladsen med høj hastighed.

– Og vi køber ind på nettet, hvorefter der kommer en stor lastbil for at aflevere en pakke, der vejer 1500 gram. Der skal en holdningsændring til, og vi skal kigge på os selv, slog formanden fast.

Der bliver indkaldt til et nyt medlemsmøde, når der foreligger noget konkret fra evalueringen.