Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, fredag den 8. maj
Selv om landets restauratører har fået lov at åbne deres forretninger den 18. maj, vil der gå endnu nogen tid, inden der er fuld klarhed over, hvilke restaurationer, der kan åbne, og hvilke der forbliver lukket.
Årsagen er, at statsminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med frigivelsen af datoen også sagde, at åbningen vil ske med nogle restriktioner, og de restriktioner er ikke kendte i skrivende stund. Derfor kan restauratørerne heller ikke se, om de kan opfylde kravene eller ej.
En rundspørge til flere restauratører i Ribe gav det enslydende svar, at alle afventer de nærmere retningslinjer for åbningen.
Niels Toft, der sammen med Tinne Rieck ejer Hotel Ribe og forpagter Kammerslusen, ligesom Toft sammen med Carsten Bertelsen ejer Stenbohus, siger: – Jeg kan ikke svare på, hvornår vi åbner, før jeg har alle retningslinjer. Jeg er så spændt på, hvad der kommer i kølvandet af meldingen.
– Restaurationen på Kammerslusen er så stor, at jeg tror, vi kan håndtere det. På Hotel Ribe skal det nok også gå. Her er vi ikke vant til fuld restauration, og bordene står ikke tætte.
– Der må jo komme nogle retningslinjer. Man kan ikke åbne med to meters afstand mellem alle. Det kan fysisk ikke lade sig gøre.
Tobias Skovmose, Kolvig by Brorsonsminde, har fået sin restauration Kolvig renoveret efter oversvømmelserne tidligere på året.
– Hvornår jeg åbner, kommer helt an på retningslinjerne. Jeg kunne åbne på mandag, men jeg kender jo ikke retningslinjerne. Som det ligger i dag med to meters afstand mellem alle og forsamlingsforbud på flere end ti, er der ikke mig, der kan åbne. Jeg kan kun afvente retningslinjerne.
– Men kendte jeg omstændighederne og kunne overholde reglerne, var jeg klar til at åbne nu på mandag.









































































