Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 15. maj

Efter flere år med skiftende og ustabil aktivitet kommer der nu for alvor liv i restauration Kammerslusen.

De nye landsdækkende regler for drift af restaurationer og barer betyder, at værtsparret på Kammerslusen, Tinne Rieck og Niels Toft, nu kan åbne restaurationen på Kammerslusen ligesom parret genåbner Hotel Ribe, som de ejer.

– Vi åbner på mandag den 18. maj og holder derefter åbent til og med søndag den 24. maj. Efter denne dato holder vi åbent hver torsdag, fredag, lørdag samt delvist søndag frem til den 22. juni, hvor vi starter sommersæsonen. Hen over sommeren holder vi åbent hver dag, fortæller værtsparret.

At der er delvist åben om søndagen frem til den 22. juni betyder, at restaurationen lukker søndag eftermiddag klokken 16, og det er således ikke muligt at spise på stedet søndag aften. I den periode, hvor der er åbent torsdag, fredag, lørdag og delvist søndag, vil restaurationen om torsdagen først blive åbnet klokken 16.

– Vi lægger stor vægt på kontinuitet i åbningstiderne, og derfor melder vi allerede nu ud, hvordan åbningstiden bliver hen over sommeren, idet vi fra den 22. juni vil have åbent hver dag i restaurationen både for dem, der vil have noget at spise og for dem, der gerne vil nyde eftermiddagskaffen hos os. Vi mener, det er meget vigtigt, at folk ved, hvornår der er åbent, så de ikke går forgæves, siger Niels Toft.

– Og med hensyn til maden lægger vi vægt på, at alt laves fra bunden, og vi bruger, så vidt det overhovedet er muligt, lokale råvarer. Vi har således fundet en leverandør af oksekød, der kommer fra Skotsk Højlandskvæg, som går og græsser lige på den anden side diget. Det giver en helt fantastisk steak. Vi har tilstræbt at lave et enkelt menukort, hvor der er noget for enhver smag, fortæller Tinne Rieck, der i det daglige kommer til at stå for køkkenet.

Både Tinne og Niels er spændte på at tage de nye strandstole i brug, hvor der er plads til seks spisende gæster i hver. Stolene er på hjul og kan således drejes alt efter vind og sol.

Rieck og Toft overtog Kammerslusen den 1. oktober og var godt i gang med at genetablere stedets gamle ry som et rigtig godt sted at holde fest, da corona-krisen satte en midlertidig stopper for de fleste aktiviteter. Kun iskiosken blev med succes åbnet i en måneds tid i foråret. Kiosken vil fremover være åben i restaurationens åbningstid, så de mange mennesker, der besøger stedet, også vil kunne købe en forfriskning her.