Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 3. dec.

Efter værtsparret Tinne Rieck og Niels Toft har overtaget restauration Kammerslusen for et par måneder siden, er der allerede nu kommet godt gang i selskabslokalerne. Der er allerede holdt mange fester, på den korte tid, parret har haft stedet, og der tegner sig nu en ny og aktiv fremtid for Kammerslusen. Det ligger fast, at der bliver åbnet for dag- og aftenservering fra den 22. Juni og minimum ti uger frem. Desuden vil der blive lejlighedsvist åben i helligdage som påske og pinse.

– Vi er utroligt glade for den modtagelse, vi har fået. Der er adskillige mennesker, der stadig henvender sig til os om muligheden af at holde fester, og det er netop noget af det, vi vil satse på fremover samtidig med, at stedet skal være åbent i sommerperioden, siger Tinne Rieck og Niels Toft og føjer til:

– Vi vil lave en kombination af værelsesudlejning, fester og restaurationsdrift. Vi vil gerne føre Kammerslusen frem til det sted, det var en gang. Et sted, hvor folk gerne vil komme dels på grund af den service, vi kan give, og dels fordi der er tale om en helt unik placering i Sydvestjylland.

Her kan man se sort sol i sæsonen, og man kan nyde den enestående natur både omkring Vadehavet og Ribe Å med dens kammersluse, som også er noget enestående i Danmark.

Restauration Kammerslusen har to suiter og seks dobbeltværelser, der alle er totalt renoveret for få år siden. Desuden er der både restauration og festsale med mulighed for bespisning af op til 150 personer i samme lokale. Værelsesudlejning starter i næste uge, både på hjemmesiden og på bookings sites.

Tiden siden overtagelsen af restauration Kammerslusen har Tinne Rieck og Niels Toft brugt på at gøre stedet klar til en ny epoke og afvikle de fester, der dels var bestilt og dels er kommet til. Parret er nu i gang med at tilrettelægge dels forslag til festmenuer og dels menuer til både frokost og aftenspisning i sommerperioden.

– Vi vil meget gerne komme med vores forslag til festmenuer, men naturligvis er kunderne mere end velkomne til at komme med egne ønsker, siger værtsparret, der har allieret sig med den kendte restaurationsmand Kåre Byskov Hansen som konsulent.