Tekst og foto: Renè Jørgensen
24. januar 2020.
Renovering og opgravning skaber fra tid til anden kødannelser.
RYK IND RIBE modtager jævnligt spørgsmål fra borgerne om vejarbejde og opgravninger rundt om i byen.
Og problemfrit bliver det aldrig, når noget skal laves. Ikke mindst, når trafikken bliver langsom eller der dannes køer, som er tilfældet i øjeblikket på Tangevej, Seminarievej og steder i den indre by.
Spildevand separeringen er da heller ikke afsluttet i byen. I øjeblikket arbejdes der med vandstikledningerne på Tangevej – det er dog næsten ved at være færdigt. Heldigvis er der en sidegevinst ved arbejdet. Fortovene bliver nemlig lagt om, og det er mange steder også en nødvendighed.
Trængslerne er dog langt fra forbi i Tange, for den sidste strækning fra jernbanen til Terpagervej mangler tilslutning af spildevandsledningerne.
Tommy Andersen, anlægsingeniør fra DINForsyning, kan fortælle, at anlægsarbejdet på Tangevej starter primo marts og med forventet afslutning i 4. kvartal 2020. Planen er, at arbejdet begynder på Tangevej ved Terpagersvej samt på Dronning Dagmars Vej ved Seminarievej.
DINForsyning oplyser, at det er vigtigt for borgerne at vide, at der under arbejdet graves op og dækkes til løbende, så det ikke i hele perioden er et stort krater.
De sidste detaljer i koordineringen mellem primært Esbjerg Kommune, Sydvestjyske Museer og DIN Forsyning mangler endelig afklaring. Afklaringen har betydning for både rækkefølge og tid på arbejderne. Derfor er det lige nu for tidligt at sige mere, fortæller Tommy Andersen anlægsingeniør fra DINForsyning.
Der er sendt overordnet og generel information ud i august 2019, men dette omfatter blot informationen om, at vi skal i gang. Yderligere information forventes udsendt i nær fremtid.
RYK IND RIBE følger op med yderligere oplysninger til borgerne, når de kendes.
Esbjerg Kommune er i øvrigt ved at samle en oversigt over kommende gravearbejde i Ribe, de bringes på RYK IND RIBEs netavis.