Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 17. november 2025

Renoveringen af toiletterne på kommunens skoler er godt i gang, men nu har et nyt overslag vist, at den samlede udgift bliver væsentligt større end først antaget.

Oprindeligt var der efter et forsigtigt skøn afsat 6 millioner kroner til opgaven, men nu søges der frigivet 15,1 millioner kroner over tre år.

Problemet er bl.a., at toiletternes stand er værre end først antaget, ligesom det har været nødvendigt med nogle miljøscreeninger i forbindelse med arbejdet.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen fortæller, at økonomiudvalget har godkendt indstillingen om de ekstra penge, som også er godkendt i skole- og børneudvalget. Sagen skal endelig vedtages i byrådet.

Af økonomiudvalgets dagsorden fremgår, at i 2025 er følgende skoler renoveret: Vittenbergskolen (1. etape), Gredstedbro Skole, Rørkjær Skole (1. etape), Boldesager Skole.

Det foreslås en kadence over de næste 3 år for følgende skoler: 2026: Præstegårdsskolen, Skads Skole, Rørkjær Skole (2. etape), Vittenbergskolen (2. etape). 2027: Bakkevejens Skole, Linje S på Bakkevejens Skole (hele bag-bygningen), Ansgarskolen 2028 Nordvangskolen, Fourfeldtskolen, Ådalskolen, Bryndum Skole, Kvaglundskolen.

Følgende skoler har fine toiletter, hvorfor de ikke indgår i renoveringsplanerne: Nordre Skole, Darum Børneby, Hjerting Skole, Vitaskolen, Spangsbjergskolen, Gørding Skole og Egebæk-Hviding Skole.