Tekst og foto: Hans Jørgensen, tirsdag 22. maj

Efter måneders forberedelse har Esbjerg Kommune nu udbudt den gamle remise ved Seminarievej til salg.

Den gamle remise har været stærkt inde i billedet i debatten omkring et ungdomshus i Ribe, ligesom Ribe Bryghus har vist interesse for bygningen.

I salgsoplægget står der, at kommunen skal lave en ny lokalplan for området, og i den forbindelse er kommunen åben overfor anvendelsesmuligheder som café, restauration, bryggeri, værksted med mere.

Huset er fra 1875 og tjente i mange år som remise for DSB. Derfor er der fortsat skinner og rense- og smøregrav inde i den 400 kvadratmeter store hal, der udgør den væsentligste del af byggeriet. Desuden er der omkring 123 kvadratmeter lokaler til administration og lignende.

Det er ejendomsmæglerfirmaet Erhverv Poul Erik Bech, der har fået ejendommen i kommission.