Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 1. oktober 2024

Gymnasieskolerne står foran noget, der måske kan betegnes som en lille revolution.

På tirsdag den 8. oktober præsenterer regeringen sit store udspil på undervisningsområdet, og den 9. og 10. oktober er nogle af regeringens førende ministre og ledende skolefolk indkaldt til et orienteringsmøde i Odense, hvor de nye planer i givet fald vil blive endevendt.

På Ribe Katedralskole sidder rektor Kristian Bennike og venter spændt på, hvad der kommer af udspil på gymnasieområdet.

– Som rektor siger: jeg kan kun gisne, for jeg ved ingen ting. Men jeg tror, at HF bliver erstattet af noget andet, og at 10. klasserne også er i spil. Desuden kan der komme en ny to-årig gymnasial uddannelse samtidig med, at vi beholder de tre-årige, vi har. Det forlyder også, at ændringerne skal gælde fra 2030. Det er et langt limbo at være i, siger Kr. Bennike, der understreger, at det er gisninger.

I snart ni år – den 1. december – har Kristian Bennike siddet i rektorstolen på det, der måske er Danmarks ældste latinskole. Og på næste søndag fylder den populære skoleleder 60 år. Som nævnt midt i en for gymnasieskolerne turbulent tid.

Det går i et rundt 0

For ud over reformen er der også kommet et ændret taxametersystem, hvor regeringen melder ud, at de har reddet de mindre gymnasier i landområderne.

Den er Kristian Bennike ikke helt med på: – For vores vedkommende har de øget tilskuddet nogle steder og til gengæld taget noget andre steder. For vores vedkommende kan vi på en god dag måske gøre det op til et plus på 50.000 kroner årligt. Det er ikke en gang til en elev, så det går faktisk i et rundt 0.

Kristian Bennike stammer fra Frederiksberg og har været gymnasielærer siden sit 24. år. Før turen til Ribe var han vicedirektør på Københavns Åbne Gymnasium, hvor ikke mindst han var manden bag en rekonstruktion af gymnasiet.

– Da stillingen i Ribe kom, kunne jeg rigtig godt tænke mig den, og der var i familien ikke så meget tvivl om, at vi skulle afsted. Min kone er præst, og kunne få job på Ribe-egnen, og den ældste skulle starte i 1. g. Så det blev i Ribe, og nu er den yngste lige startet i 1. g, så jeg har de år, jeg har været her, haft mine børn i skolen. Det er sjovt, lyder det fra Kristian Bennike, der videre fortæller, at nu er den ældste datter taget til Odense og den mellemste til København for at studere.

Her er rart at være

– Så du har ikke fortrudt skiftet?

– Bestemt ikke. Det har helt afgjort svaret til forventningerne. Det er et dejligt sted at være. Vi har det godt, og Ribe er en dejlig by, hvor man hilser på hinanden.

– Her er rart at være, og vi har unge, der er læringsparate. Når de kommer med toget og spadserer op gennem Dagmarsgade, er det næsten rørende at se.

Hvor kommer eleverne fra?

– Den sidste opgørelse, jeg så, viste, at 60 procent kommer fra Esbjerg Kommune, og det kan jo også indbefatte Bramming. 40 procent kommer fra Rødding og Gram, hvor vi har rigtig mange, samt Skærbæk og Toftlund. Vi har heldigvis et stort opland.

Skal skabe fællesskab med trivsel

Nu tales og skrives der jo en del om unge, der ikke trives?

– Man skal passe på, at man ikke pisker en stemning op. Man skal spille på den bane, hvor man sørger for at skabe fællesskaber, hvor de unge trives. At drive en skole er en kæmpe øvelse i at skabe fællesskaber.

– Det er sværere at handle på den enkeltes mistrivsel. Vi skal ikke være terapeuter, men vi kan sikre, at de unge møder ind til et meningsfyldt fællesskab. Kan de det, er vi nået langt.

Frygter ikke for skolens fremtid

Trods de ændringer, der har fundet sted og de, der er på vej, frygter rektor ikke fremtiden for Ribe Katedralskole.

– Vi har de tre-årige gymnasiale uddannelser, og vi har et rigtig godt og velfungerende HF. Vi har søgt ministeriet om et samarbejde i Sydjylland med VUC og andre gymnasier og håber, at vi kan styrke uddannelserne i Esbjerg. HF er vigtig, for vi skal stadig have en uddannelse, der giver mulighed for at læse til lærer, sygeplejersker og meget andet. Det er underligt, hvis de ændrer det, for der er forhold her, som man skal være opmærksomme på, påpeger rektor.

Og I har et godt optag på katedralskolen?

– Det har vi. Vi har 700 elever. Der kommer nok en lille nedgang til 2031, hvor vi når det demografisk lavpunkt, men derefter går det frem igen.

En balance mellem nyt og gammelt

– Det er jo en gammel skole med en lang historie og mange traditioner, du er leder for.

– Jeg synes, vi er meget opmærksomme på historien og traditionerne og værner om dem. Men traditioner er ikke noget, der bare bor i bygningerne. Man skal ikke blive ved med at gøre tingene bare fordi, det har man altid gjort. Det er en balancegang.

– Jeg håber da, at byen er glad for skolen, for når vi stopper undervisningen her om eftermiddagen, sender vi jo masser af unge mennesker ud i byen, lyder det fra rektor.

Hvad laver du, når du selv har fri?

– Går tur med hunden, spiller i Ribe Big Band, er hjemme, læser og slapper af, fortæller Kristian Bennike, der altid har dyrket musikken, er cand.mag. i musik og har undervist i musik. Men undervisningen er der ikke mere tid til i en travl dagligdag, fortæller Kristian Bennike.