Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 21. februar 2026
Efter godt ti år på bagen har Ribe Filmklub vist sin berettigelse som kulturelt tilbud med stigende publikumsopbakning. Rekordmange er således mødt op til klubbens filmforevisninger i 2025 i Fællessalen på seminarieHuset.
– Vi har haft et forrygende år med 404 besøgende til forårets otte film og 426 til efterårets otte filmforevisninger. Altså i alt 830 fordelt med 379 publikummer til aftenforestillingerne og 451 til eftermiddagsforestillingerne og dermed et gennemsnit på 52 pr. forestilling. Besøgsmæssigt er det et af de bedste år, vi har haft i foreningen, siger H.C. Bonde, formand for Biografforeningen Dagmar, som står bag Ribe Filmklub, og driver den i samarbejde med Ribe Bibliotek.
– Med den opbakning ser det ud til, at vi har ramt præcis med, hvilke film vores medlemmer vil se. Vi møder da også over en bred kam kun positive tilbagemeldinger fra folk i forbindelse med visningerne. Vi vælger filmene ud fra et ønske om at præsentere nyere film, som kun har været vist i biograferne i kortere tid. Det er for os et kvalitetsmærke.
– Mange af filmene, der vises, er tilgængelige på tv-kanaler og diverse streamingtjenester, så hvorfor ikke bare se filmene i sofaen derhjemme frem for Ribe Filmklub?
”Jeg tror forklaringen er – for nu at bruge det med, at film skal ses i biografen – at der er en speciel stemning og oplevelse forbundet med at se en film i mørket i fællesskab med andre Vi kan så ikke tilbyde folk en moderne indrettet biografsal med kæmpelærred, surround-anlæg og bløde sæder, men trods alt en sal med rimelig stort lærred og god lyd. Og vi har anskaffet hynder til stolene, så de ikke er så hårde at sidde på. Endelig er det jo gratis at se filmene hos os, lyder det fra H.C. Bonde.
Det er med andre ord en tilfreds formand for Biografforeningen Dagmar, der på foreningens kommende generalforsamling den 4. marts kan aflevere bestyrelsens årsberetning på mødet. Dog efterfulgt af en appel til medlemmerne om at møde op og deltage.
– I bestyrelsen hilser vi med tilfredshed, at filmklubben har udviklet og etableret sig støt og roligt gennem årene med stigende interesse og besøgstal til vores forestillinger, så på den led er alt i god gænge med en velfungerende og stabil bestyrelse. Men nu er situationen den, at flere i bestyrelsen – herunder mig selv, som har været med fra starten – har bebudet, at de i god ro og orden ønsker at stoppe. Derfor opfordrer jeg medlemmerne til at møde op og være villig til at blive valgt og give et nap med i bestyrelsen.
Biografforeningen Dagmar blev oprindelig stiftet med det formål at arbejde for etablering af en biograf i Ribe. Foreningen lagde ud med at præsentere et projekt med opførelse af en biograf i tilknytning til Ribe Fritidscenter. Det lykkedes ikke at rejse de nødvendige midler til opførelsen, hvorfor projektet blev skrinlagt. For at stimulere interessen for film og fastholde interessen for en biograf i Ribe, indledte foreningen derfor et samarbejde med Ribe Bibliotek om at drive Ribe Filmklub.









































































