På vegne af Big Band Ribe skriver Josephine Nielsen-Bergqvist denne rejseskildring fra en eventyrlig tur til Kina:
Ti dages rundrejse i Kina er nu ovre, og vi har så mange oplevelser med hjem i bagagen, at det er svært at sætte ord på dem alle.
De første seks dage turnerede vi i Suzhou-regionen, og spillede koncerter i sammenlagt fem byer. Vi var officielle gæster og blev behandlet som rockstjerner. Den første koncert fandt sted lørdag d. 13.oktober – et døgn efter ankomst.
Vi var blevet indkvarteret på det imponerende Royal Tulip Hotel i Suzhou, og koncerten fandt sted i den skinnende marmorlobby. Det var en spændende koncert, for her skulle det lejede udstyr (anlæg, klaver, trommer, baritonsaxofon, forstærkere, mikrofoner, kabler mv) stå sin prøve. Der manglede et par ting, da udstyret var på plads. En stortrommepedal kom en halv time før showstart, pyha. Koncerten gik ganske fint: De fleste publikummer stod på hall’ens balkoner, og lyden var overraskende god, marmorbeklædningen taget i betragtning. Og så kom Suzhou Channel 1 forbi og filmede os – vi kom med i deres nyhedsudsendelse. Efterfølgende spiste vi middag i vores eget rum ved et stort rundt bord, hvor hoteldirektøren slog sig til os. Herpå gik vi direkte ned i hotelbaren og spillede en koordineret jamsession på halvanden time. Her var der en del publikummer, og nogle af dem så endda ud til at kunne lide jazz, for de knipsede og klappede med. Stor oplevelse.
Tætpakket program
Næste dag checkede vi ud af Royal Tulip Hotel og blev kørt til den store Jinji Lake, hvor vi skulle spille til afslutningen på et fire dages regatta. Vi var det sidste programpunkt inden præmieoverrækelsen. Der var en del mennesker – og næsten endnu flere politifolk.
Efter regattaen kørte vi til Wujiang og blev indkvarteret på det fornemme Wujiang Hotel, hvor vi spiste endnu en overdådig middag. Her mødte vi Ms. Angela, som var vores rejseleder under opholdet, og som samtidig var virkelig god til engelsk.
De næste tre dage havde Wujiang-regeringen lagt et tætpakket program, hvor vi så både gamle byer og store parker. Den første dag i Wujiang besøgte vi Taihu Lake, som er den tredjestørste ferskvandssø i Kina, og det er her alle de fisk og skaldyr vi spiste under opholdet, blev fanget. Vi spiste en meget officiel frokost med viceborgmesteren og chefen for Foreign Affairs, hvor vi sad om et rundt bord med plads til 25 mennesker!
Ønsker Legoland i Kina
Her var der bordplan og en lækker seksretters menu. Viceborgmesteren holdte tale for os, fortalte, at han netop havde været i Billund for at opleve LEGO, og at han drømte om at etablere et Legoland i Suzhou. Desværre havde ingen af os kontakter, der kunne hjælpe ham på det område. Herpå holdt jeg tale på vegne af bigbandet, Esbjerg og Ribe. Vi gav ham en bog med HCAeventyr på kinesisk, og vi fik et smukt smukt papirklip, som vi vil hænge i vores øvelokale, når vi får et engang.
Helt rundtossede over denne oplevelse tog vi videre til Qipao Town, hvor vi skulle spille. Qipao Town var et sted i Wujiang, hvor de fleste butikker solgte Qipao-kjoler, og efter vores koncert fandt et modeshow med disse kjoler sted på samme scene. Koncerten var udfordrende. Det tog et par timer at få styr på lyden, og så begyndte det at regne. Meget. Vi fik lov til at låne nogle parasoller fra de omkringliggende caféer til at overdække scenen med, og det gik. Alle noder var våde og klistrede, og det fossede ned fra sammenføjningerne i parasollerne, men vi spillede det bedste vi havde lært. Da strømmen til sidst gik midt i ”Brazil”, sluttede vi af. Der var mødt rigtig mange op på pladsen – endda en skoleklasse, der havde lavet skilte med “Welcome Big Band Ribe To Wujiang”.
En fantastisk dag
Næste dag kørte vi fra hotellet om morgenen, og var hjemme igen kl.1. Det skulle vise sig at blive en spækket, men helt fantastisk dag. Vi startede med at besøge den gamle del af byen Zhenze, hvor vi mødte mr. Andrew og borgmesteren, som sammen med Ms. Angela guidede os gennem dagen. Vi så et smukt buddhistisk tempel og nogle rigmandsvillaer fra 1800-tallet. Frokosten blev indtaget på en nudelrestaurant, hvor en mand spillede på kinesiske instrumenter – vi fik også lov til at prøve.
Eftermiddagen blev brugt på en silkefabrik med en skøn shop, og herpå blev vi kørt til den store biograf, hvor vi skulle spille. Der var plads til 250 mennesker, og der var helt fyldt op. Den største overraskelse var de bannere, som var blevet produceret i anledning af vores koncert – og ikke mindst et imponerende bagtæppe trykt på en plade, der dækkede hele biograflærredet.
Efter koncerten kørte vi igen til Suzhou for at spille dagens anden koncert. Det var på baren Feeling Bar 188 – et sted med en masse udlændinge. Stemningen var i top, og vi satte op på kun 35 minutter! De iskolde fadøl, som vi fik serveret, var bestemt tiltrængte efter en lang dags program, og koncerten gik over al forventning. Dejligt!
Turens sidste koncert fandt sted i den gamle by, Tongli, i et gigantisk teater. Scenen var kæmpestor med vandgrav, og bagtæppet var en enorm LED-skærm med et stort og flot billede, som de havde kreeret i anledning af koncerten. Fantastisk!
Det lokale islæt
Vi havde samtidig nogle timers fritid, som blev brugt til at udforske de gamle gader. Det var skønt! Der var en meget turistet midte, men gik man lidt ud, så sad de lokale og vaskede tøj, tilberedte måltider, fiskede mv.
Efter koncerten kørte vi tilbage til Wujiang for at tilbringe den sidste aften, inden vi drog videre til Shanghai.
Vi tog afsked med Ms. Angela i Wujiang og drog mod storbyen, for at indkvartere os på et mindre motel, som lå helt fantastisk og midt i byen. Her tilbragte vi de sidste to en halv dag på egen hånd – et kort øjeblik troede vi, at vi havde fået en koncert i Shanghai Financial Center, men det viste sig, at de havde kontrakt med et husorkester. Til gengæld havde de gode drinks og en fantastisk udsigt fra 92. etage i verdens højst beliggende jazzklub. Vi delte os op i små grupper og udforskede byen, der er fyldt med kontraster. Vi sejlede på Huangpu Floden og så tusinder af udsmykningslys, så vejbaner i flere etager, oplevede dagligdagen i de små gader og meget, meget mere.
Det har været en helt igennem fortryllende tur med usandsynligt mange oplevelser. Vi har kulturudvekslet, så det batter, og fået mange kontakter. Vi er helt overvældede over den modtagelse, som Suzhouregionen gav os – alle har været helt fantastisk søde og taget venskabsbyrelationen meget seriøst. Vi er dybt taknemlige for, at dette kunne lade sig gøre. Nu skal alle indtrykkene bearbejdes, synkes og lagres: Det har været en oplevelse for livet.










































































