Tekst Hasse Jørgensen, foto Steffen, tirsdag den 12. september 2023

Big Band Ribe har været på tur til Ratzeburg, og fra bandmedlemmet Josephine har vi fået følgende rejsebrev:

Efter fem års rejsetørke kom Big Band Ribe endelig afsted på tour igen – denne gang på genbesøg til Ribes smukke venskabsby, Ratzeburg.

Vi stod af bussen i byens centrum ved det store Burgtheater, hvor vi skulle optræde et par timer senere. Vores tyske værter sørgede godt for os med mad og drikke, og selvom der ikke var megen tid, nåede vi både at sætte op, lave lydprøve og at klæde om til koncerten. Vi skulle nemlig spille en Bond-temakoncert, hvilket betød fuld galla. Salen var smuk med gode sæder, rigtig scene og balkon.

Koncerten gik godt! Den blev livestreamet i radioen, og de ca.130 publikummer, der var mødt op, kvitterede med et fem minutter langt bifald efter ekstranummeret Skyfall. Herefter blev vi indlogeret på vandrerhjemmet, der lå ganske tæt på det hele.

Næste dag startede allerede kl.11, hvor street paraden spillede op på byens torv. Det var virkelig solrigt og varmt, og heldigvis havde vi godt med vand med rundt. Der var også en lokal krofatter, der kom løbende med kolde fadøl og sodavand som tak for musik. I den bagende sol skabte vi fest med de gode gamle klassikere som Oh When The Saints, Down By The Riverside, Olsen Banden, Sct. Thomas og mange flere. Folk dansede og sang med, og der var i det hele taget virkelig god stemning.

Vores tyske værter havde lagt et skønt program for os med lidt luft mellem programpunkterne, hvilket betød, at vi efter den varme parade kunne nå at køle af i søen eller på anden vis lade op til eftermiddagens store to-sets-koncert ved byens rådhus. Her blev vi mødt af et lokalt bigband og Spielmannszug Ratzeburg, der spillede små sets før os. Koncerten blev en virkelig god oplevelse, og bare det at spille to dage i træk gjorde, at vi var lidt mere afslappede og vante med det hele. Dagen sluttede af med grillbuffet og hygge på Schirmbar lige ved søen på en smuk og stjerneklar aften.

På afrejsedagen blev vi mødt af byens vægter, Klaus – en overraskende medrivende og begejstret fortæller, der kyndigt guidede os gennem Ratzeburgs historie med facts og røverhistorier, og vi sluttede af med en fabelagtig sejltur på søen med et gammelt sejlskib, hvor op til flere af orkesterets medlemmer fik mulighed for at stå vej roret og sætte sejl.

Tour de Ratzeburg viste sig at blive en helt igennem formidabel tur, som gav os endnu flere gode fælles oplevelser til gemmebogen.  Vi glæder os allerede til næste gang!

Glimt fra besøget i Ratzeburg