Tekst & Foto: Johnny Tauman
19. september 2024

To hold, som begge har udfordringer på målvogterpladserne, støder fredag aften sammen i Skansen – og selvom det er tidligt i sæsonen 24/25 at tale om en fire-points kamp, så vil RYK IND RIBE alligevel vove pelsen.

Vigtig fire-points kamp

Ribe-Esbjerg HH har tabt de to første kampe – ude mod Aalborg Håndbold (33-29) og hjemme mod KIF Kolding (27-33). Den sidste kamp var en fire-points kamp. Ribe-Esbjerg HH står noteret med 0 points, mens modstanderne fra Sønderjyske Herrehåndbold har to point efter en hjemmesejr over Grindsted (31-25), men tabte så overraskende mod Nordsjælland Håndbold (35-32) – også en fire-points kamp.

Målvogterne med små procenter

(Nr. 13) SønderjyskE Herrehåndbold – Julius Sten  – står noteret med 26,1 % i redningsprocent
(Nr. 16) Ribe-Esbjerg HH – Ágúst Björgvinsson – med redningsprocenten 21,4 %
(Nr. 20) Ribe-Esbjerg HH –  Niklas Kraft – 18,9 %
(Nr. 25) SønderjyskE Herrehåndbold – Mathias Dorgeld – 8,3 %

(kilde tophaandbold.dk – 18. sept.)

Scorer mange mål

Dvs. ingen af holdene har målvogtere i top 10 – og så hjælper det jo knap så meget, at angriberne har bedre fat. Sønderjyske Herrehåndbold har scoret 63 mål i to kampe, mens Ribe-Esbjerg HH har fundet vej til netmaskerne 56 gange.

Undgå kollaps

Det bliver spændende at følge, hvordan cheftræner Jesper Holm i ugens løb har arbejdet videre med forsvarsspillet, der jo som bekendt skal være stabilt i 2×30 minutter og ikke blot i en fremragende første halvleg. Ribe-Esbjerg HH spillede flot håndbold i godt 40 minutter mod KIF Kolding, men gik helt kold i slutfasen. Det må ikke ske igen.

PS! Sønderjyske Herrehåndbold er på 9. pladsen, mens REHH med 0 point er henvist til 13. pladsen.

Uafgjort vil være godt resultat

Mon ikke kampen bliver tæt – og et uafgjort resultat vil være en god gevinst at tage med hjem fra lydinfernoet i Skansen. Og så gør det jo ikke noget, at stregspilleren Andreas Søgaard brænder en kamp af med masser af scoringer!