Tekst & Collage: Johnny Tauman
11. september 2024
Når Ribe-Esbjerg HH på torsdag d. 12. september går på banen mod KIF Kolding, er kampen dedikeret til tidligere udsendte og deres pårørende. REHH, Esbjerg Kommune og Varde Kommune er igen i år en del af Danmarks Idrætsforbunds Veteran Match.
I forlængelse af flagdagen, der fandt sted d. 5. september, samler Danmarks Idrætsforbund toppen af dansk idræt til en anerkendelse af tidligere udsendte og deres pårørende. På tværs af landet inviteres de fra den 12. – 23. september gratis til håndbold i Herreligaen, fodbold i 3F Superligaen og NordicBet Ligaen samt ishockey i Metal Ligaen.
45 kampe udvalgt
En af de i alt 45 kampe er Ribe-Esbjerg HH’s første hjemmekamp i sæson 24/25. Det bliver mere end blot en kamp for 2 point. Det bliver en aften, hvor idrættens fællesskaber strækker armene ud i anerkendelse af nogen, der har gjort en forskel – i den anledning vil Borgmester Jesper Frost Rasmussen komme og holde en tale for dem vi hylder og man vil kunne se Firkløverlogoet rundt om i hallen. Logoet er bygget om de farver, der repræsenterer Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Dannebrog. Det udgør en firkløver, der symboliserer håbet om en lykkebringende fremtid.
Trøjesalg
Til Veteran Match vil nogen af spillerne bære specialdesignede trøjer, som man vil kunne byde på via MatchWornShirt.com fra d. 23. september, hvor alle kampe er afviklet.
Pengene fra trøjesalget går til trygge idrætsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén – såkaldte Safe Zones, der er udviklet af DIF Soldaterprojekt. REHH indsamlede et flot beløb på 4.643 kr. sidste år. Der vil blive delt et link til auktionen på de sociale medier når tiden nærmer sig.
”Vi er enormt stolte af at kunne invitere til Veteran Match for 5. år! Vi kan mærke klubberne og idrætten stå skulder ved skulder om at gøre en forskel for vores tidligere udsendte og deres pårørende. Det er fantastisk at se sporten bruge sit fællesskab og sin platform til det,” udtaler Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match.
Der kan læses mere om Veteran Match lige her: https://www.dif.dk/samfundsansvar/veteran-match