Tekst  Johnny Tauman   Foto: René Jørgensen
29. februar 2020

Skytterne svigtede, da Ribe-Esbjerg HH overraskende fik klø af bundholdet Nordsjælland Håndbold med (29-24) – efter at have været bagud allerede ved pausen med tre mål.
Med resultatet er der skabt fornyet spænding om slutspilspladserne, for mod hvem kan REHH få de nødvendige point? Hjemme mod Aalborg Håndbold på onsdag, ude mod Århus Håndbold (som slog Fredericia i dag), hjemme mod Skanderborg Håndbold i Ribe Fritidscenter eller ude mod SønderjyskE i den sidste kamp d. 25. marts?

BLÅT KORT til Daniel

Da Daniel Ingason fik BLÅT KORT godt et minut før pausen, var det kulminationen på en særdeles ukoncentreret indsats, hvor kun Tim Winkler i målet kunne være sin indsats bekendt. Han havde mange, mange redninger og stod med en redningsprocent på 40.

Bagud ved pausen

REHH måtte gå til pausen bagud (14-11) mod det absolutte bundhold i herre LIGAEN – og helt tydeligt savner holdet både disciplin og troen på egne kompetencer. Når “førstekæden” ikke slår til, så SKAL “andenkæden” kunne løfte niveauet. Det lykkedes desværre ikke, da eksempelvis Niels Dahl misbrugte sine to forsøg inden for blot 1½ minut.

Kampen bølgede

I 2. halvleg satte den nye cheftræner Kristian Kristensen det normale førstevalg – Søren Rasmussen – ind i målet, men lige lidt hjalp det – på 3 minutter øgede hjemmeholdet føringen til fire mål. I den efterfølgende periode blev Gunnar Steinn Jónsson den store synder med fejlafleveringer. I stedet kunne Nordsjælland Håndbold gå på (18-14).
Team-Time-Out valgt af REHH.
Gunnar Steinn Jónsson reducerede til (18-15), men så misbrugte Simen Schønningsen og Gunnar Steinn Jónsson (2) inden Miha Zvizej fik reduceret til (20-16).

Nåede næsten op

Et par mål af Nicolai Nygaard og et enkelt af Simen Schønningsen tvang hjemmeholdet til at tage Team-Time-Out med stillingen (22-19) med godt 14 minutter tilbage. Målmand Søren Rasmussen havde ikke fået fat i det helt store og stod noteret for blot to redninger – og han blev derfor naturligt erstattet af Tim Winkler. Han reddede et straffekast fra Carl Emil Haunstrup, og REHH havde muligheden for at reducere til to mål, men Simen Schønningsen ramte først stolpen og lavede der på en fejlaflevering. Det blev straffet i den anden ende med Nordsjælland scoring til (24-20) samt udvisning af Runar Kárason.

“Alt på et bræt”

5 minutter ført tid fik Simen Schønningsen reduceret til (26-24), men endnu en tjans i målet til Søren Rasmussen kunne ikke forhindre en tre-måls føring til Nordsjælland Håndbold.
REHH måtte i afslutningsfasens sidste 3 minutter –-efter endnu en Team-Time-Out – sætte ”alt på et bræt”. Magnus Søndenås skud blev reddet af en stærkt spillende Frederik Kjær Andersson i hjemmeholdets mål – og i ukoncentreret slutfase øgede Nordsjælland til (29-24)

Stillinger

Stillinger undervejs (ca. hvert 5. minut): (3-3), (3-4), (6-6), (9-7), (11-9), (pause 14-11), (16-13), (20-16), (21-18), (24-20), (26-24), (slut 29-24).

Målscorere

Nordsjælland Håndbold: Jesper Dahl 8, Kasper Kvist Kisum 6
Ribe-Esbjerg HH: Miha Zvizej, Nicolai Nygaard og Mathias Jørgensen hver 4, Runar Kárason og Gunnar Steinn Jónsson hver 3, Magnus Søndenå, Simen Schønningsen og Lasse Uth hver 2.