Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen og TMS Ringsted
24. november 2020
Så skete det endelig – eller måske snarere det, der ikke burde ske: Bundholdet TMS Ringsted fik sin første sejr, da holdet på hjemmebane besejrede Mors-Thy Håndbold med (30-27) efter (14-14) ved pausen. TMS Ringsted blev pisket frem af cheftræner Christian Dalmose, som kun mødte til kamp med 12 spillere. Især to spillere – der hver scorede 6 mål – Morten Hempel Jensen og Oskar Vind Jensen lyste op, mens målmand Frank Henriksen stod en dårlig kamp med en redningsprocent på blot 19. Holdet spillede i øvrigt med en hård fysik, hvilket kostede 12 udvisningsminutter.
Samme aften tabte Ribe-Esbjerg HH med (30-24) i Gråkjær Arena mod TTH Holstebro.

Foto: TMS Ringsted
Hvem har dagens vinderinstinkt?
På lørdag støder holdene sammen i Dansk kabel TV Arena – og Ribe-Esbjerg HH skal have fuld fokus på kampen, som er en af de fire kampe, som skal vindes inden julepausen. Mange husker måske, at holdene har mødt hinanden en gang tidligere i år – nemlig i Santander Cup. Her vandt Ribe-Esbjerg HH med besvær i Ringsted (26-27). Det var især 7-mod-6 spillet, der voldte REHH besvær i en kamp, hvor Nicolai Nygaard leverede varen med 10 træffere.
Denne gang bliver det igen tæt – og uafgjort kan være en mulighed med mange mål: (30-30)
TMS opruster med Minik
PÅ TMS Ringsteds hjemmeside kan man læse om forventningerne til anføreren for det grønlandske landshold – Minik Dahl Høegh, som har trænet med i TMS Ringested i de sidste måneder.
Cheftræner Christian Dalmose udtaler: ”Minik kender vi jo alle sammen for en flot karriere rundt omkring i håndbold Danmark – sidst i AJAX København. Han er selvfølgelig blevet en ældre herre håndboldmæssigt, men jeg synes jeg kan se, han er ved at komme op i omdrejninger. Jeg kan se, at jeg kan bruge ham – i første omgang som supplement til truppen. Og så må han vise mig til træning og kamp, at han vil mere.”
I en tid, hvor truppen har været ramt af en del skader, er det en ekstra gardering til truppen for at stå bedst muligt i de næste 16 kampe i HåndboldLIGAEN. TMS Ringsted og Minik har indgået en aftale for resten af sæsonen.