Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. december 2021
Normalt plejer man at sige, at en herreligakamp på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold kun giver point, hvis man overpræsterer. Men sådan er sæson 2021/22 ikke. I hver spillerunde underpræsterer et af holdene i top 8, hvor kun GOG Håndbold og Aalborg Håndbold lever op til forventningerne – og det til trods for, at spillerne bliver slidte og trætte af mange kampe mod europæiske hold.
Ribe-Esbjerg HH må godt vise tænder mod BSH, da holdet skal have minimum 6 point i de kommende fire kampe for at være med, hvor det er sjovt. BSH (ude), KIF Kolding (hjemme), Skanderborg-Aarhus (ude) og Lemvig-Thyborøn Håndbold (hjemme). Disse kampe spilles inden jul – og så kommer to svære opgør mellem jul og nytår: Aalborg Håndbold (ude) og Skjern Håndbold (hjemme).
Flere spillere er skadede hos Ribe-Esbjerg HH – og nogle kommer først i gang igen efter EM-pausen i januar. RYK IND RIBE har talt med Simon Birkefeldt, der kom til skade i hjemmekampen mod Skanderborg Håndbold. – Jeg brækkede faktisk foden, forklarer Simon, der kom uheldigt ned, da han jagtede en åben chance. Humøret er intakt – og Simon har nu fået skinnen af og gået i gang med genoptræningen.
Og tilbage til kampen lørdag: Enten vinder BSH med 2 mål (28-26) eller overpræsterer REHH med en stærkt spillede Søren Rasmussen i målet og sejrer (26-32) i en kamp, hvor Torben Petersen scorer efter behag.