Tekst Hasse Jørgensen, fotos Rene Jørgensen, mandag den 16. december
Man kan roligt slå fast, at det var de spildte chancers kamp. Man skal lede længe efter en kamp, hvor Ribe-Esbjerg HH lavede så mange fejl og traf så mange forkerte beslutninger samt undløb at løbe hjem og dække op.
Kampen mandag aften mod Fredericia HK i Blue Water Dokken endte med, at de to hold delte point med slutstillingen 28-28 efter 12-12 ved pausen. Skal man glæde sig over noget efter kampen, må det være, at det trods alt blev et point til REHH, samt at målmand Søren Rasmussen havde sin store andel i, at det ikke var begge point, der blev sat til.
Retfærdigvis skal det siges, at der også var fine detaljer i kampen. Eksempelvis med flere fine indspilninger til stregen, og glimtvis blev der vist gode langskud. Men også mange af indspilningerne mislykkedes. Søren Rasmussen stod en rigtig god kamp med mange flotte redninger, men det generelle og overordnede billede af kampen er dårligt.
Fredericia kom ikke med noget ukendt. Holdet er bl.a. kendt for at være hurtige efter scoring, og op mod en halv snes gange lå bolden i REHH-målet få sekunder efter en scoring i den anden ende. Årsag: REHH-spillerne nåede ikke hjem og på plads i forsvaret, inden Fredericia havde scoret.
I første halvleg startede REHH flot. På godt 7 minutter stod der 4-1 til hjemmeholdet. Der blev spillet fornuftigt med gode beslutninger og sikre afslutninger, men så fik spillet pludselig en anden gang. Hjemmeholdets spillere begyndte at lave den ene fejl efter den anden. Der blev skudt forbi målet eller også var træværket i vejen, og i angrebet blev der taget forkerte beslutninger og sendt alt for løse og tilfældige skud mod mål.
Kun Runar Karason og Miha Zvizej virkede nogenlunde sikre i angrebsspillet. I forsvaret var det specielt Søren Rasmussen, der holdt hjemmeholdet inde i spillet Søren havde adskillige fine redninger, og uden ham havde Fredericia ført stort ved pausen.
Omvendt må det også konstateres, at hvis blot hjemmeholdets angreb havde levet op til vanlig standard, havde det været hjemmeholdet, der havde været klart foran.
Og det samme gentog sig i anden halvleg. Kampen bølgede hele tiden frem og tilbage, og hver gang man tænkte, at nu var der mulighed for, at REHH kunne slå et hul, gik det hele atter i fisk.
Det sidste halve minut blev meget hektisk med Fredericia i angreb og tre frikast lige på stribe efter REHH havde fået udlignet til 28-28. Men Fredericianerne kunne ikke udnytte chancen og overrumple REHH-forsvaret.
Simen Schønningsen var bestemt heller ikke tilfreds efter kampen.
– Vi skal slå et hold som Fredericia, lød den umiddelbare kommentar fra Schønningsen.
– Hvad gik galt?
– Det er svært at sige sådan lige umiddelbart efter kampen. Men vi skal være hurtigere til at løbe hjem. De var meget hurtige, og det fik vi aldrig stoppet.
Kampen i tal
Målscorere: REHH: Lars Mousing 5, Nicolai Nygaard 5, Miha Zvizej 5, Runa Karason 5, Mathias Jørgensen 3 (1), Gunnar Stein Jonsson 3, Simen Schønningsen 1, Kasper Kvist 1.
Fredericia: Jakob Mikkelsen 7, Kristian Stoklund 6 (2), Kasper Andersen 4, Rune Schrøder 4, Martin Bisgaard 3, Rasmus Ejlersen 2, Jacob Frederiksen 1, og Nicolai Vestergaard Mehl 1.
Udvisninger: Fredericia 3, REHH 0.
Dommere; Per Olesen, Claus Gramm Pedersen.













































































