Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe-Esbjerg HH, onsdag den 19. august

En ligaklub i håndboldens verdens er ikke kun en arbejdsplads, hvor der er arbejdstagere og arbejdsgiver. Det er en virksomhed, der som alle andre virksomheder skal have en fælles kultur. Det er ledelsen i Ribe Esbjerg HH med bestyrelse og cheftræner Kristian Kristensen enige i, og den fælles kultur er man i gang med at få spillerne til at blive en del af.

Det fortæller manden, der om nogen stod bag stiftelsen af Ribe-Esbjerg HH, Lars Lundgaard, der igen er kommet med i REHH’s ledelse.

– Det vi oplever sammen med trænerstaben er, at spillerne har brug for at få langt mere af både Ribes og Esbjergs DNA ind under huden, fortæller Lars Lundgaard.

Der er allerede sat en række tiltag i gang, som skal være med til at give spillerne en lang større forståelse for lokalsamfundet, som de også er en del af. Bl.a. er der på lørdag tilrettelagt en guidet tur rundt i Ribe for at høre om byens historie og baggrund, og det er en af Ribes tidligere store målmænd, Sven Pedersen, der skal være guide på turen.

– Det er vores opgave, at spillerne får en forståelse af hele egnen. Spillerne skal også på en rundtur på Esbjerg Havn, og jeg har holdt oplæg for spillerne om Ribe og tilblivelsen af REHH. Vi skal fortælle, hvordan vi er en del af innovationen på egnen. De skal mærke den gamle by og Esbjerg som en del af det, de kommer fra.

Er det fordi spillerne kommer fra så mange forskellige steder?

– Vi har spillere, der kommer fra hele Skandinavien. Men vi er så heldige, at bortset fra tre spillere, bor alle i kommunen. De tre kommer fra Silkeborg og Herning. Men det er vigtigt, at spillerne ikke kun kører ind i en håndboldvirksomhed, og er her tre eller fire år. Det er vigtigt, at de er en del af den lokale historie.

– Det er min oplevelse, at spillerne er smadderglade for at få den dimension med. Det giver større sammenhold og lyst til at være med.

De skal altså have et fælles ståsted?

– Lige præcist. De får et fælles ståsted. Det vigtige er, at det ikke bare er arbejdsplads, men at de oplever, at de er en del af vores egn. Det er det vi som leder knokler med, at vi er en del af lokalsamfundet og at vi er i gæld til lokalsamfundet.

– Det er netop også i cheftræner Kristian Kristensen ånd, at enhver virksomhed skal have en kultur. Det gælder også en håndboldvirksomhed, fastslår Lars Lundgaard.