Tekst & Foto / Collage: Johnny Tauman      Foto: René Jørgensen
20. februar 2019

Med 5 kampe tilbage i grundspillet har snakken hele tiden handlet om tvisten mellem SønderjyskE Herrer og Ribe-Esbjerg HH, men der eksisterer også en ”dark horse” i form af Nordsjælland Håndbold.
Mandag aften overraskede Nordsjælland Håndbold alle håndboldeksperter ved på udebane at besejre Skanderborg Håndbold med (25-29) efter at have været bagud med (15-14) ved pausen.
Nordsjælland Håndbold har et forholdsvis let program tilbage – og skal bla. på hjemmebane møde Ribe-Esbjerg HH.


I forrige sæson var Nordsjælland Håndbolds Johan Meklenborg topscorer i ligaen med 167 mål efter 26 kampe i grundspillet – heraf ”105 rene mål”, mens Nicolai Pedersen scorede 150 mål (heraf 5 på straffekast). Begge spillere fik megen spilletid og var skarpe sammen.
I indeværende sæson er der afviklet 21 kampe – og Nordsjælland Håndbold Johan Meklenborg ligger på 1. pladsen med 148 mål, men Ribe-Esbjerg HH´s Nicolai Pedersen befinder sig helt nede på en plads 87 med 40 mål.
Men nu gælder det først kampen torsdag aften i Ribe Fritidscenter, hvor Skanderborg Håndbold kommer på besøg. RYK IND RIBE har spået, at der skal mindst et point på kontoen i denne kamp, og det er bestemt muligt – se blot på afslutningen fra Skanderborgs hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold: ”En gang skydetelt uden pletskud”!


I aften møder SønderjyskE Herrer på udebane Skjern Håndbold – og det må uden tvivl give sejr til hjemmeholdet i SkjernBankArena.