Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. oktober 2022
Når REHH på søndag kl. 13:00 – husk ophør af sommertid – møder HC Midtjylland i Blue Water DOKKEN, vil Mathias Jørgensen blive hyldet for sin klubrekord med antal kampe på Ligaholdet.
– Lige efter indløb vil der være overrækkelse til Mathias foran dommerbordet, skriver koordinator Julie Nicolajsen og tilføjer: – Efter kampen vil der være mulighed for at komme ned på banen til gratis øl / sodavand og få autografer.
Jesper Lindgren tager et år mere
Ledelsen i REHH er så småt gået i gang med at få kontraktforlængelserne på plads. I en pressemeddelelse skriver direktør Claus V Madsen: – Cheftræner Anders Thomsen glæder sig over det forlængede samarbejde med Jesper Lindgren, der :har lagt et år på nuværende kontrakt – der således løber til 30. juni 2024.
”Jesper er i dag en central spiller i vores midterforsvar. Ud over de åbenlyse kvaliteter på det defensive, så er Jesper med sin personlighed og arbejdsindsats med til at tegne og præge vores DNA i en positiv retning. Jesper er en nøgleperson omkring opbygningen af holdet. Han har været blandt de øverste på min ønskeliste i ambitionen om at skabe kontinuitet i truppen.
For Jesper Lindgren har beslutningen været let.
– Familien har det superfedt i Esbjerg. Samtidig synes jeg, at projektet er på rette vej. Jeg glæder mig helt vildt til træning og kampe. Jeg er nu 27 men ved, at jeg stadig udvikler mig.
Jeg lærer nye ting hele tiden – både af Anders og holdkammeraterne.
Hold fast i gejsten fra GOG
REHH, der i øjeblikket befinder sig på 8. pladsen i Herreligaen, skal vinde over det absolutte bundhold fra HC Midtjylland – og dermed forsøge at lægge afstand til Skanderborg Aarhus Håndbold, der har samme antal point på 9. pladsen. Midterfeltet er utrolig jævnbyrdigt i denne sæson, så derfor er der kampe som bare SKAL vindes.
REHH tror på en solid hjemmesejr med cifrene (32-24).