Tekst Hasse Jørgensen, fotos Rene Jørgensen Copyright, torsdag den 21. februar.

Det er sjældent om nogensinde, en håndboldkamp har budt på så megen dramatik, og det er sjældent om nogensinde, at Ribe-Esbjerg HH har leveret et sådant comme back, som tilfældet var i torsdagens opgør mod Skanderborg.

REHH fik et meget vigtigt point i kampen om en plads i slutspillet, da aftenens kamp endte med 25-25 efter en føring til Skanderborg på 9-14 ved pausen. Dermed kom REHH på 8. pladsen et point foran SønderjyskE.

REHH spillede forrygende 20 minutter af anden halvleg og fik et stort comme back indtil stillingen 21-21. Her løb Skanderborg atter fra hjemmeholdet til stillingen 21-25, men REHH holdt stædigt ved og fik det ene point.

Dramatik

Da Skanderborg mistede bolden med under 30 sekunder igen ved stillingen 24-25, og REHH var på vej i angreb, blev REHH’s Rasmus Boysen ramt så hårdt af Skanderborgs Lars Skaarup, at Rasmus Boysen faldt til jorden og blev liggende. Det gav en direkte diskvalifikation til Lars Skaarup og et straffekast til REHH, som Kasper Kvist omsatte til udligningen 25-25.

Dermed troede alle, at kampen var forbi, og konfetti regnede ned over banen. Men der var stadig sekunder tilbage, og da bolden skulle gives op, løb Jonas Tidemann for tæt på midterfeltet. Diskvalifikation til Tidemann og straffekast til Skanderborg efter tidens udløb.

Officials fik gulvet foran målet gjort rent, og Søren Haagen stillede sig roligt mellem stængerne, mens Skanderborgs Markus Mørk skulle skyde. Det gjorde han, men en flot fodparade fra Haagen hindrede mål, og dermed endte kampen uafgjort.

Hvilket drama. To diskvalifikationer og to straffekast i kampens sidste halve minut. Hvem siger så, at håndbold ikke er spændende.

Fantastisk comme back

Og det var fantastisk kommet igen af hjemmeholdet. I de første minutter af anden halvleg kom holdet bagud med seks mål, men så ændrede spillet karakter.

Første halvleg var præget af nervøst og usammenhængende angrebsspil fra REHH’s side, hvor der især i det sidste kvarter blev brændt alt for mange chancer på grund af uskarpe afslutninger.

Det første kvarter var det tydeligt, at begge hold havde respekt for hinanden, men det bekom ikke REHH’s angribere vel, at Skanderborg-forsvaret gik frem flere gange og generede REHH’s opspil med det resultat, at Skanderborg fik bolden et par gange og kunne løbe kontraer, som til gengæld blev reddet af Søren Rasmussen i REHH’s mål. Han stod i øvrigt en anerkendt første halvleg med flere gode redninger og et klaret straffekast.

Efter det første kvarter faldt der mere ro over Skanderborgs spil. Holdet virkede mere koncentreret og scorede på chancerne, mens REHH som skrevet brændte alt for meget – også helt oplagte chancer. Angrebsspillet var alt for langsommeligt, omstændeligt og for gennemskueligt.

Tog bolden i den anden hånd

Men i anden halvleg tog hjemmeholdet bolden i den anden hånd, og efter at være kommet bagud med seks mål, halede hjemmeholdet stille og roligt ind på gæsterne. Der blev spillet fornuftigt med lange angreb indtil chancen var der, og Skanderborg begyndte til gengæld at brænde chancerne.

Da der manglende ti minutter, var stillingen 21-21, og her gik hjemmeholdet igen lidt i stå, mens Skanderborg atter tog teten. Men REHH skal roses for at bevare hovedet koldt og komme på 24-25 med et halvt minut igen, og så var det, at dramaet som nævnt begyndte.

Kampen i tal

Målscorere REHH: Kasper Kvist 7, Gunnar Jønsson 4, Lukas Karlsson 4, Simon Schønningsen 3, Jonas Tidemand 3, Magnus Søndenå 1, Runar Karason 1, Mathias Jørgensen 1 og Miha Zvizej 1.

Skanderborg: Cornelius Aastrup 6, Marcus Mørk 6, Jonas Samuelsson 4, Morten Balling 3, Nikolaj A. Nielsen 2, Lars Skaarup 1, Mads Honore 1, og Mathias Smed 1.

Diskvalifikationer: REHH 1, Skanderborg 1.

Udvisninger: REHH 4. Skanderborg 3.

1478 tilskuere.