Tekst & Foto: Johnny Tauman
24. september 2024

– Vi har tegnet kontrakt med Nicolaj Spanggaard fra Mors-Thys start-7’er og talentfulde Christian Termansen fra Aalborg/Skive, skrev Ribe-Esbjerg HH forud for sæsonstarten. De to nyankomne skulle primært løse opgaven for den skadede Simon Birkefeldt på positionen højre back. Her havde klubben nemlig efter en forrygende sæson sagt farvel til Marcus Dahlin og Emil Grønbech.
Nu venter vi så på forløsningen og mange spektakulære scoringer og assist fra denne position. Vel når de nok ikke straks samme niveau som Emil Grønbech, der i weekendens kamp for Skive scorede 12 mål.
RYK IND RIBE ser gerne, at Nicolaj Spanggaard, der scorede to mål mod SønderjyskE Herrehåndbold, får plads til at vise sit potentiale fra højre back positionen, hvor også Christian Termansen (3 mål) har gjort det godt.

Stærk modstander med svingende spil

Når det er sagt, så bliver opgaven mod Nordsjælland Håndbold ikke bare en walk-over i Blue Water DOKKEN onsdag kl. 20:00. Holdet befinder sig i øjeblikket på 4. pladsen med fire point efter 2 hjemmesejre over SønderjyskE Herrehåndbold og Grindsted GIF, mens det er blevet til et snævert nederlag ude mod KIF Kolding efter en hæsblæsende afslutning (30-28).

Hold NH under 30 mål

Ribe-Esbjerg HH skal ud og levere en helstøbt indsats med et forsvar, der sammen med gode målvogtere kun lukker 28-29 mål ind, hvis det skal blive til sæsonens første point. Det er beskæmmende at se nullet og en placering som nummer 14 på sidstepladsen.

Målet må være 6 point

Vi ved alle, at cheftræner Jesper Holm har spillerne til meget mere – og glæder os til at se pointene ”rulle ind” i kampene mod Grindsted GIF (hjemme i Ribe Fritidscenter) og TMS Ringsted (ude). Med en sejr over Nordsjælland er vejen vist – og det vil derfor være et godt udgangspunkt med 6 point, når Fredericia Håndbold kommer forbi DOKKEN 14. oktober. Her er der lagt op til noget af en revanchedyst efter slutspillets semifinalerunde i sidste sæson.

Forsigtigt tip

Vel mødt i DOKKEN – til en hjemmesejr på (32-28).